Lad julen rykke ind på plejehjemmene

0
1255
Jakob Søgaard Clausen er 1. suppleant til Århus Byråd for Dansk Folkeparti.

Af Jakob Søgaard Clausen, 1. suppleant til Århus Byråd for Dansk Folkeparti

Julen er over os, og før vi får set os om, så er de traditionsrige juledage omkring d. 24. december oprundet.

I år er der ingen tvivl om, at julen bliver noget anderledes, end vi alle er vant til. Coronaen og al dens uvæsen sætter en stopper for meget godt.

Vi nærmer os snart et år med restriktioner, og især plejehjemmene har været underlagt skrappe restriktioner med eksempelvis besøgsforbud for pårørende. I dag er det mange steder sådan, at en beboer på et plejehjem kun må få besøg af én pårørende i sin bolig på plejehjemmet. Ellers skal besøg ske udendørs, i telte eller i besøgsrum, hvor man må have besøg af to af sine kære.

Med julens komme er der behov for at få lagt en klar slagplan for juletiden. En plan som sikrer, at julen kan rykke ind på plejehjemmene over hele landet. Desværre nøler regeringen, og som vi har set under hele coronakrisen, så glemmer regeringen igen og igen landets ældre på plejehjemmene.

Jeg synes, at det havde været oplagt, hvis statsminister Mette Frederiksen udnyttede sin regeringsrokade til at finde plads til en ældreminister. En som kan tale de ældres sag fuldt ud i den her coronatid.

Den nuværende minister for området er Sundheds- og Ældreminister Magnus Heunicke. Han har som den øverst ansvarlige for sundhedsområdet haft nok at se til. Og fair nok. Corona skal håndteres, og det må også være noget af en opgave hele tiden at skulle oversætte sundhedsmyndighedernes råd og anbefalinger, så de passer med Mette Frederiksens brutale spinmanual.

Men det betyder også, at ældreområdet er blevet nedprioriteret.

For mange ældre på plejehjemmene kan der meget vel være tale om den sidste jul på denne jord. Det er næsten ikke til at bære, at et menneske, som måske har haft 90 juleaftner i familiens skød, ikke skal have sin sidste jul sådan.

Det er umenneskeligt. Det er uværdigt.

På plejehjemmene bliver der naturligvis plads til julehygge beboerne imellem og personalet gør, hvad de kan, for at skabe gode rammer. Men det er bare ikke det samme.

Derfor skal det sikres, at beboerne på plejehjemmene kan holde jul i deres eget hjem på plejehjemmet med deres kære, hvis det er det, som passer familien bedst. Og der er behov for en hurtig afklaring, så julen kan planlægges. Vi ved alle, hvor meget tid planlægningen af julen kan tage. Det er trods alt ikke anderledes i år.

Vi skal selvfølgelig fortsat beskytte de ældre på plejehjemmene mod corona. Men coronaen er blevet en del af vores hverdag. Vi kender værnemidlerne, og vi ved, hvad det indebærer. Vi kan blive testet, og vi kan gøre rigtig meget, så vi ikke slæber smitten med ind på plejehjemmene.

Lad nu julen være hjerternes fest og vores ældre få besøg. Det har de fortjent. Og beboerne på plejehjemmene, de skal da også vide, at det er jul, jul, jul!