Kristian Thulesen Dahl: Minksagen er en vaskeægte skandale

0
1478
Aflivningen af mink er i fuld gang. Men i weekenden kom det frem, at regeringen ikke har hjemmel til at kræve alle mink aflivet. Foto: John Randeris/Ritzau Scanpix

Dansk Folkepartis formand mener, at det er skandaløst, at regeringen ikke stopper aflivningen af mink uden lovhjemmel

Regeringen skal omgående stoppe masse-aflivningen af mink, når der er ikke er lovhjemmel til det. Det siger Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl til Ritzau.

Regeringen meddelte på et pressemøde onsdag i sidste uge, at samtlige 17 mio. danske mink skal aflives. Det skete med henvisning til en risikovurdering fra Statens Serum Institut (SSI), der viser, at en mutant af coronavirus har spredt sig fra mink til mennesker i Nordjylland. Men siden er det kommet frem, at regeringen ikke har lovhjemmel til at kræve alle mink udenfor den nordjyske smittezone slået ned.

Fødevareminister Mogens Jensen (S) har siden beklaget for “uklar kommunikation”. Han erkender også overfor TV2, at han og statsminister Mette Frederiksen ikke vidste, at der manglede lovhjemmel, da de igangsatte masseaflivningen.

Kristian Thulesen Dahl siger til Ritzau, at der er tale om at “vaskeægte skandale”, og han kalder fødevareministerens melding for “dybt, dybt uforståelig”:

“Vi har intet fået at vide om, at der ikke var lovgrundlag til den her nedslagtning af minkerhvervet i Danmark. Så det virker meget mystisk, hvad der sker i disse dage,” siger DF-formanden.

Kristian Thuesen Dahl, formand for Dansk Folkeparti. Foto: Carsten Lundager

I følge Kristian Thulesen Dahl blev DFs landbrugsordfører Lise Bech orienteret for få dage siden af fødevareministeren, som “meget kort for hovedet” forklarede, at der manglede et lovgrundlag, og at man derfor ønskede en hastebehandling tirsdag i Folketinget for at bringe lovgrundlaget på plads.

Dét har alle borgerlige partier afvist, og det fik mandag regeringen til at opgive hastebehandlingen. Kristian Thulesen Dahl mener, at regeringen nu bør indstille aflivningen udenfor risikozonerne.

“Hvis man erkender, at man ikke har lovgrundlaget til det, man er i gang med, skal man jo stoppe det. Det gør de ikke. Det er en vaskeægte skandale, vi er vidne til lige nu,” siger DF-formanden til Ritzau.

Læs også:

DF indkalder minister til hasteforespørgsel: Kræver svar om masseaflivning