Fire års-dagen for terroristen Omar El-Husseins drab på uskyldige i København understreger, hvor vigtigt det er at kæmpe imod islamiseringen af Danmark, skriver DF-formand Kristian Thulesen Dahl i sit ugentlige nyhedsbrev
Danmark må aldrig blive islamiseret, og kampen for at begrænse indvandringen er fortsat Dansk Folkepartis allervigtigste mærkesag. Det fastslår Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl i sit ugentlige nyhedsbrev.
Anledningen er to brutale mærkedage indenfor islamisme:
Fire års dagen for terroristen Omar El-Husseins angreb på Krudttønden og den jødiske synagoge i København, som kostede to uskyldige mennesker, Finn Nørgaard og Dan Uzan, livet.
30 års-dagen for Irans åndelige leder Ayatollah Khomenis’ såkaldte fatwa over forfatteren Salman Rushdie, hvis bog ”De sataniske vers” blev anklaget af Khomeni for at være blasfemisk, set med islamiske øjne.
”Det var i Islams navn, at Omar El-Hussein dræbte uskyldige mennesker. Det var i Islams navn, at uskyldige mennesker i Manchester, Madrid, London, Berlin, Bruxelles, Paris – ja, jeg kunne blive ved – blev dræbt. Det er efterhånden sket så tit, at det markeres mindre og mindre, når en islamist går amok. Trist men sandt,” skriver Kristian Thulesen Dahl.
Islam er en lovreligion, og for mange muslimer står intet over islam, slet ikke et verdsligt demokrati som det danske, konstaterer DF-lederen:
”Derfor ser vi piger blive sendt på genopdragelsesrejser til oprindelseslandet, fordi de bliver for danske. Derfor ser vi kvinder og piger blive undertrykt og indhyllet i tørklæder og store rober, fordi de ikke må friste andre mænd end de udvalgte. Derfor ser vi, at homoseksuelle har svært ved at gå i fred i visse bydele. Derfor ser vi, der prædikes jødehad i moskéer. Derfor stilles vi overfor krav om kønsopdelte svømmehaller og halalmad. Derfor undervises der i muslimske friskoler i jihad og i had til vesten og vestlige værdier,” skriver Kristian Thulesen Dahl.
Stram udlændingepolitik
Begrænsning af indvandring fra muslimske lande i Mellemøsten og Nordafrika har derfor været et afgørende mål for Dansk Folkeparti, skriver Kristian Thulesen Dahl.
Han glæder sig over, at det nu tydeligt kan ses, at den ikke-vestlige indvandring falder, sådan som ditOverblik skrev mandag. Men udviklingen kan hurtigt vende. Indvandring fra muslimske lande voksede under den socialdemokratiske statsminister Helle Thorning-Schmidt i årene 2011-2015, hvor DF var udenfor indflydelse, konstaterer Kristian Thulesen Dahl:
”Vores vigtigste opgave er at sikre, at Danmark – uanset hvem der sidder på statsministerposten – fører en stram udlændingepolitik. Derfor ser vi fordele i at kunne samarbejde med både Venstre og Socialdemokratiet og forhåbentlig holde dem fast på den kurs, de lover danskerne. De siger, at de er enige med os i, at vi skal sikre de danske værdier i fremtiden. Men den eneste måde vi kan sikre det, er ved at have styr på indvandringen. Ved fortsat at begrænse antallet, der kommer, fra især muslimske lande. Vi har set i Sverige, hvad antallet af indvandrere kan gøre ved et land. Sverige bliver nok aldrig sig selv igen. Det ville være ubærligt, hvis det samme skete for Danmark,” skriver Kristian Thulesen Dahl i ugens nyhedsbrev.
Du kan læse nyhedsbrevet her.