Thulesen Dahl: Hyklerisk, hvis Mette F afviser kommissionsundersøgelse

0
2730
DFs formand Kristian Thulesen Dahl under tirsdagens spørgetime med statsminister Mette Frederiksen. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

DFs formand Kristian Thulesen Dahl mener, at statsminister Mette Frederiksen kan beskyldes for hykleri, hvis hun ikke vil støtte at minksagen skal kulegraves af en undersøgelseskommission

Hvis ikke statsminister Mette Frederiksen (S) vil beskyldes for hykleri, skal hun tilslutte sig ønsket om at lade en undersøgelseskommission kulegrave minkskandalen, hvor regeringen har truffet en ulovlig beslutning om at aflive alle danske mink.

Det mener Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl.

Statsminister Mette Frederiksen var tirsdag i spørgetime med partilederne i Folketinget. Her præsenterede Kristian Thulesen Dahl statsministeren for en række udtalelser, som hun selv har fremsat om den såkaldte instrukskommission mod tidligere udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V). Udtalelser, som Kristian Thulesen Dahl mener kan overføres én til én mod regeringen i minksagen.

Statsministeren advarede mod lovløshed

Udtalelserne blev fremsat den 20. juni i Folketinget. Her sagde Mette Frederiksen i et svar til Nye Borgerliges leder Pernille Vermund:

“Ligegyldigt hvad man måtte mene om alle mulige spørgsmål, skal loven holdes, og det skal den, hvad enten det er en dansk lov, eller det er på baggrund af de konventioner, vi har tiltrådt”.

“Et land kan jo ikke have en regering, der ikke vil efterleve enten den nationale lov eller de internationale forpligtelser, der findes, for så bliver det et lovløst samfund, og det er der i mine øjne ikke noget parti eller nogle politikere der kan forsvare”.

“Et land kan jo ikke have en regering, der ikke vil efterleve enten den nationale lov”

Statsminister Mette Frederiksen (S) i Folketinget 20. juni

Kristian Thulesen Dahl: Et lovløst samfund

Kristian Thulesen Dahl mener, at statsministeren i minksagen gør sig skyldig i præcis det, hun advarer om i sit svar den 20. juni: En regering, der bryder loven. Aflivningen af mink fortsætter nemlig, selv om statsministeren for 10 dagen siden blev klar over, at der ikke var lovhjemmel til det.

”Da man finder ud af, at det er ulovligt, fortsætter man alligevel. Det vil sige, at så kommer man ud i et lovløst samfund, hvor det er statsministeren, der definerer, hvad man har lov til og ikke lov til, og hvor det ikke er lovens rammer, der sætter grænserne. Kan statsministeren ikke godt se, at det her er da mindst lige så alvorligt som de argumenter statsministeren brugte for at nedsætte en instrukskommission?,” sagde Kristian Thulesen Dahl i spørgetimen.

“To forskellige diskussioner”

Mette Frederiksen afviste, at mink-sagen og Inger Støjberg-sagen kan sammenlignes.

”Da beslutningen træffes i forhold til aflivning af minkene, er jeg og vi ikke bekendt med, at der ikke er lovhjemmel. Det mener jeg ikke er at tilsidesætte lovgivning. Det mener jeg er to forskellige diskussioner,” sagde hun.

Fødevareminister Mogens Jensen (S) kommer onsdag med en redegørelse til Folketinget om den ulovlige beslutning. Statsministeren henviste i tirsdagens spørgetime adskillige gange til denne redegørelse, også i sit svar til Kristian Thulesen Dahl:

”Jeg synes man skal vente med at fælde dom til man ser denne redegørelse,” sagde hun.

Mette Frederiksen i tirsdagens spørgetime . Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Hyklerisk

DF-formanden mener imidlertid, at det ikke er tilstrækkelig med en redegørelse, og han kalder det hyklerisk, hvis ikke Mette Frederiksen bakker op om det ønske om en undersøgelseskommission, som DF og flere andre borgerlige partier har rejst:

”Hvis statsministeren ikke skal risikere at blive beskyldt for hykleri, tror jeg hun meget hurtigt skal komme frem til det synspunkt, at de argumenter statsministeren selv har brugt tidligere om nedsættelse af en instrukskommission, medfører at der skal nedsættes en undersøgelseskommission om det forløb vi har haft her,” sagde Kristian Thulesen Dahl – og fortsatte:

”Ligegyldigt hvad man må mene om alle mulige spørgsmål, skal loven holdes. Det nytter ikke noget at basere et samfund på lovløshed. Derfor må statsministeren kunne se at en undersøgelse er det eneste rigtige. Vi skal nok se på regeringens redegørelse, men det er regeringens egen redegørelse. Det vi har brug for i Folketinget er en uvildig undersøgelse, og det er kun en undersøgelseskommission, der kan komme til bunds i sagen,” sagde DF-formanden.

”Ligegyldigt hvad man må mene om alle mulige spørgsmål, skal loven holdes”

Kristian Thulesen Dahl
Beslutningen om at alle danske mink skal aflives blev meldt ud på et pressemøde onsdag den 4. november. Få dage senere fandt regeringen ud af, at der ikke var lovhjemmel til at kræve raske minkbesætninger aflivet udenfor risikozonen på 7,8 kilometer. Foto: Ólafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix

Mette F: Andre har større problemer med hykleri

I en undersøgelseskommission vil embedsfolk og ministre, herunder statsministeren, kunne indkaldes som vidner. At sige nej til sådan et scenarie, vil dog ikke være lige så hyklerisk, som når Dansk Folkeparti kræver en undersøgelseskommission i minksagen men er kritiske overfor instrukskommissionen i Støjbergsagen, mener Mette Frederiksen:

“Det står jo frit for at Dansk Folkeparti har den holdning. Jeg vil sige, at hvad angår hykleri og instrukskommissionen, så tror jeg, at der er andre partier, der har langt større problemer, end den her regering kommer til at have i den her sag,” sagde Mette Frederiksen i tirsdagens spørgetime.

Læs også:

DF vil have en kommissionsundersøgelse af mink-skandalen