DF vil have en kommissionsundersøgelse af mink-skandalen

0
2044
Kristian Thulesen Dahl stiller spørgsmål om minkskandalen til statsminister Mette Frederiksen i sidste uges spørgetime i Folketinget. Foto: Martin Sylvest

Dansk Folkeparti håber at kunne samle et flertal i Folketinget for en kommissionsundersøgelse af den grundlovsstridig beslutning om aflivning af alle mink. “Kun en kommissionsundersøgelse kan komme til bunds i sagen,” siger DFs formand Kristian Thulesen Dahl

Et flertal i Folketinget vil have en uvildig undersøgelse af sagen om aflivning alle danske mink. Står det til Dansk Folkeparti, skal det være i form af en kommissionsundersøgelse. DFs formand skriver i sit ugebrev, at kun en kommissionsundersøgelse vil kunne komme til bunds i sagen, hvor regeringen har truffet en grundlovsstridig beslutning.

“Det er rigtig positivt, at et flertal i Folketinget har besluttet, at der skal laves en uvildig undersøgelse af hele forløbet. Det tjener også regeringens parlamentariske grundlag til ære, at de ikke lader Socialdemokratiet undvige dette. Jeg håber, at samme flertal vil bakke op om, at undersøgelsen bliver en egentlig kommissionsundersøgelse. Kun med en kommissionsundersøgelse kan vi være sikre på at komme til bunds i sagen. Og hellere det end vælge en halv løsning i form af en advokatundersøgelse eller lignende,” skriver Kristian Thulesen Dahl.

“Kun med en kommissionsundersøgelse kan vi være sikre på at komme til bunds i sagen”

“Socialdemokratisk magtfuldkommenhed”

Kristian Thulesen Dahl kalder sagen “en regulær demokratisk skandale” og “socialdemokratisk magtfuldkommenhed for fuld udblæsning”. Og han påpeger, at statsminister Mette Frederiksen spiller en central rolle i forløbet, selv om statsministeren selv har forsøgt at give fødevareminister Mogens Jensen (S) hovedansvaret.

Det var nemlig regeringens koordinationsudvalg, hvor statsministeren sidder for bordenden, der traf den ulovlig beslutning. Det var statsministeren, der personligt meldte beslutningen ud på et pressemøde onsdag den 4. november, og statsministeren fik ikke stoppet aflivningerne, da regeringen i weekenden 7.-8. november – i følge sin egen forklaring – fandt ud af at der ikke var lovhjemmel til at kræve alle mink aflivet.

“Man fortsatte ulovlighederne! Selvom statsministeren har en ubetinget pligt til at sikre, at der regeres indenfor lovens rammer, gjorde statsminister Mette Frederiksen det modsatte. Regeringen skulle selvsagt have stoppet nedslagtningen af raske mink udenfor 7,8 km-zonerne i samme øjeblik, den blev klar over, at de havde givet minkavlerne en ulovlig ordre! I flere døgn lod man nedslagtningerne fortsætte. Først tirsdag i denne uge fik minkavlerne at vide, at den klare ordre om at aflive de raske dyr herefter kun skulle opfattes som en opfordring,” skriver Kristian Thulesen Dahl.

Mette Frederiksen (S) forlader tirsdagens spørgetime, hvor hun kommer under skarp beskydning om minkskandalen. Foto: Martin Sylvest

Statsministeren kan ikke undsige sig ansvaret

Han sagde allerede tirsdag, at fødevareministeren som minimum bør trække sig som minister. Men det er ikke nok, i følge Kristian Thulesen Dahl:

“Det vil være helt forkert, hvis Mogens Jensen alene skal tage skraldet for noget, som helt tydeligt er besluttet af statsminister Mette Frederiksen. Mette Frederiksen, der som en anden ”commander-in-chief” hele vejen igennem har sat sig selv i spidsen for indsatsen imod coronaen. Det var hende, der sad for bordenden, da man besluttede at udstede den ulovlige ordre. Det er hende, der kommunikerede den. Det er hende, der ikke efterfølgende har grebet ind. Hun kan ikke undsige sig sit ansvar,” skriver Kristian Thulesen Dahl.

“Det vil være helt forkert, hvis Mogens Jensen alene skal tage skraldet for noget, som helt tydeligt er besluttet af statsminister Mette Frederiksen”

Kristian Thulesen Dahls ugebrev kan læses her

Følg ditOverblik på Facebook – klik her