DFs ældreordfører Karina Adsbøl havde tirsdag kaldt sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke i samråd. Hun er dybt skuffet over, at regeringen ikke har en vision for bedre ældrepleje
Mens endnu en skandale om groft omsorgssvigt i ældreplejen er blevet afsløret, så savner Dansk Folkepartis ældreordfører Karina Adsbøl stadig svar fra ældreminister Magnus Heunicke (S) på, hvad regeringen vil gøre for at sikre en ordentlig omsorg for landets ældre.
Tirsdag havde Karina Adsbøl kaldt Magnus Heunicke i samråd i Folketingets ældreudvalg. Men efter en times samråd, mener hun stadig ikke, at ministeren har præsenteret en vision for, hvad der skal ske.
Jo, ministeren vil “diskutere alle forslag og ideer” og han kalder det uanstændigt og hjerteskærende, når en sosu-hjælper afsløres i at tale grimt og nedværdigende til ældre dement kvinde, sådan som det senest er blevet afsløret i Helsingør. Ministeren henviser også til, at regeringen i sit finanslovsforslag har sat 200 mio. kr. af til kompetenceudvikling i ældreplejen. Og Heunicke har store forventninger til det ældre-topmøde, han bebudede, efter en TV2-dokumentar afslørede omsorgssvigt på plejehjem i Aarhus og Randers.
Men en vision? Den kan Karina Adsbøl ikke få øje på:
“Det er bare sniksnak. Han kommer jo ikke med en vision for, hvordan man sikrer en værdig ældrepleje og undgår omsorgssvigt fremadrettet. Jeg synes det var en umådelig trist omgang fra ministerens side,” siger Karina Adsbøl.
Minister afviser minimumsnormeringer
Det var det andet samråd om ældreomsorg på mindre end to uger. På begge samråd har Karina Adsbøl spurgt, om ministeren vil være med til at lave minimums-normeringer i ældreplejen, så ældre og pårørende ved, hvad de kan kræve. DF foreslår også, at der skrives ”omsorg” ind i serviceloven, så der sort-på-hvidt står, at de ældre har krav på ordentlig omsorg, og DF foreslår en autorisationsordning, så brodne kar blandt medarbejderne kan sorteres fra. Men ældreminister Magnus Heunicke skyder indtil videre DFs forslag ned.
”Jeg frygter at minimumsnormeringer vil kunne føre til et meget omfattende dokumentationsarbejde, for det er jo meget forskelligt, hvordan man organiserer sig. Minimumsnormeringer kan blive for unuanceret,” sagde ministeren i samrådet.
Til det siger Karina Adsbøl:
”Regeringen har sagt ja til minimumsnormeringer på børneområdet. Er der så også de samme problemer med dokumentationsarbejde på det område? Det hænger jo ikke sammen,” siger hun.
Ingen ordførermøder
Magnus Heunicke mener heller ikke, at det vil gøre nogen forskel at ’omsorg’ skrives ind i serviceloven. ”Det burde være en kerneværdi i forvejen,” sagde han på samrådet.
Men det svar giver Karina Adsbøl ikke meget for:
”Hvis det sort på hvidt står i serviceloven, så har man mulighed for at komme efter kommunen, hvis man bliver svigtet. Så skal Styrelsen for Patientsikkerhed påse, at det bliver overholdt. Så det vil kunne gøre en forskel.” siger Karina Adsbøl.
Trods to samråd og massiv fokus på ældreplejens problemer har hun og de øvrige ældreordførere stadig ikke haft et ordførermøde med Magnus Heunicke om ældreomrsorg.
”Vi er stadig ikke blevet indkaldt til et eneste ordførermøde om sagen. Ud over ældretopmødet har der ikke været noget møde. Ministeren udskyder bare. Jeg synes der er brug for handling nu,” sagde Karina Adsbøl på tirsdagens samråd.