Bob er tilbage i DF efter tre år i Nye Borgerlige: ”Der er ikke et nationalkonservativt alternativ til DF”

0
6056
Bob Richard Nielsen. Foto: Privat

Bob Richard Nielsen var i 2019 folketingskandidat for Nye Borgerlige. Men han havde det svært med partiets liberalistiske økonomiske politik, og nu er han igen medlem af DF, som han forlod i 2016

For fire år siden meldte Bob Richard Nielsen sig ud af Dansk Folkeparti og ind i Nye Borgerlige. Men nu er han tilbage i Dansk Folkeparti igen. Den 53-årige erhvervsskolelærer fra Nykøbing Falster, som var folketingskandidat for Nye Borgerlige i 2019, har nemlig gjort op med sig selv, at han er national-konservativ og ikke national-liberalist, som han opfatter Nye Borgerlige, der blev stiftet af Pernille Vermund og Peter Seier Christensen i 2016.

“Under valgkampen kunne jeg mærke, at jeg havde sværere og sværere ved at forsvare de liberale værdier og det økonomiske tankegods, som Nye Borgerlige er baseret på. Hele deres ide om, at skattelettelser er vejen frem for et velfærdssamfund og at forbilledet for det danske samfund bør være Schweiz, det kunne jeg ikke se mig selv i. Jeg er i bund og grund nationalkonservativ. Jeg er ikke modstander af velfærdssamfundet. Jeg mener, at vi skal tage os af de ældre og svageste i samfundet. Alle er ikke så stærke, at vi bare kan overlade det til de private,” siger Bob Richard Nielsen.

Det var de klare og kontante nationale budskaber, som i 2016 fik ham til at slutte om Pernille Vermunds nye parti.

“De kom med en meget klar national fortælling, som jeg blev draget af. Pernille Vermund satte ord på nogle nationale frustrationer, jeg selv havde. ‘Hvis du ikke er statsborger i vores land, har vi ikke pligt til at forsørge dig’ og ‘er du ikke statsborger og kan du ikke følge vores love, skal du rejse ud’. Det var nogle overskrifter, som var utroligt nemme at købe ind på. Der var ikke så mange hvis’er,” siger Bob Richard Nielsen.

“Pernille Vermund satte ord på nogle nationale frustrationer, jeg selv havde”

Stolt af valgresultat

Han mindes euforien i de første år i Nye Borgerlige, og fortæller om et fantastisk sammenhold i den lokale partiforening i Guldborgsund, som var en bestyrelse af ‘gode national-konservative mennesker’ fra DF, Venstre, konservative og partiløse. Under kommunalvalget i 2017 indgik Nye Borgerlige i et valgforbund med Dansk Folkeparti, og var med til at sikre DF det syvende mandat i Guldborgsund. I 2019 kom så folketingsvalget. Bob Richard Nielsen ‘tog en for holdet’ og blev folketingskandidat, og selv om det ikke personligt blev til så mange stemmer, kunne han glæde sig over et godt valg til Nye Borgerlige, der fik fire pladser i Folketinget, herunder en kandidat fra hans egen Sjællands Storkreds – Nye Borgerliges næstformand Peter Seier Christensen.

“Jeg følte mig virkelig som en del af denne sejr, og var stolt af, at vi blev repræsenteret på Borgen som helt nyt parti,” siger Bob Richard Nielsen.

Bob Richard Nielsen. Foto: Privat

Intet alternativ til DF

Men tvivlen om Nye Borgerliges politik var begyndt at nage, og derfor meldte han sig ud kort efter valget:

“Jeg havde fået øjnene op for, at jeg ikke var så liberalistisk som Nye Borgerlige. Jeg var derfor nødt til at finde mine politiske rødder, og de er i Dansk Folkeparti. For mig at se, findes der ikke et nationalkonservativt alternativ til Dansk Folkeparti. Der er andre partier, som siger, at de er nationalt sindede, men i modsætning til Dansk Folkeparti har de aldrig været indstillet på at sætte magt og indflydelse ind på det, når det gælder,” siger han.

Set fra Bob Richard Nielsens synspunkt, har DF som det eneste været villig til at ofre noget for at trække Danmark i en national retning:

”Dansk Folkeparti har 25 års succes med at styre Danmark i den rigtige retning. Man har gennem årene opnået nogle konkrete politiske sejre, som har gjort, at Danmark i dag ikke er endt som Sverige. I stedet for bare at stå på sidelinjen og komme med bombastiske budskaber, har man søgt indflydelse som støtteparti. Pia Kjærsgaard og DF kravlede ikke op i høje træer i 00erne, men blev nede ved jorden og søgte indflydelse. Det betød eksempelvis, at man fik indført 24 års-reglen, som er en af grundene til, at vi ikke ligner Sverige i dag. Jeg ser det som en stor styrke, at DF bliver ved med at kæmpe for at få nogle langsigtede beslutninger, i stedet for at holde sig rene og stå udenfor. Det får man ikke så meget ud af,” siger Bob Richard Nielsen.

“Dansk Folkeparti har 25 års succes med at styre Danmark i den rigtige retning”

Socialdemokratiets bluffnummer

Men hvorfor forlade et parti, der har fremgang i meningsmålingerne, til fordel for et parti, der blev mere end halveret ved folketingsvalget og stadig kæmper med dårlige meningsmålinger?

”Fordi jeg er overbevist om, at fremtiden ser mere lys ud for Dansk Folkeparti end den periode, man lige har været igennem. Vi står lige nu på bunden på af en kurve, og det kan godt være, at der går et halvt år, inden det begynder at vende. Men jeg er sikker på, at det vil ske. For på et tidspunkt vil befolkningen vågne op og se, at Socialdemokratiets påståede stramme udlændingepolitik er et meget intelligent bluffnummer. Når støttepartierne presser den socialemokratiske regering, vil den blive lige så svag som under Poul Nyrup Rasmussen. Og så er Dansk Folkeparti det eneste parti, som ikke bare i ord men også i handling vil vove noget for den nationale dagsorden,” siger Bob Richard Nielsen.

Læs også:

Jannie var med til at starte Nye Borgerliges første lokalforening. Nu melder hun sig ind i DF

Nye Borgerliges tidligere sekretariatschef går til DF

Kristian Thulesen Dahl: Nye Borgerlige ønsker et helt andet Danmark end DF