Jens Vornøe stormede ind i DFs hovedbestyrelse med 257 stemmer på weekendens årsmøde. DF-formanden fra København ser meget optimistisk på samarbejdet i den nye hovedbestyrelse – og på DFs fremtid
Han er overrasket, glad og fuld af tro på fremtiden. Jens Vornøe, formand for Dansk Folkeparti i København, blev lørdag valgt til DFs hovedbestyrelse ved det vel nok mest omtalte hovedbestyrelsesvalg i et parti i mange år. 257 stemte på Vornøe, og det kom bag på ham:
”Jeg er overrasket over, at jeg fik så mange stemmer. Men jeg har også fået mange henvendelser forud for årsmødet med opfordringer til at stille op, primært fra baglandet,” siger Jens Vornøe, der i to år har været suppleant til hovedbestyrelsen og blev valgt sammen med de to tidligere folketingsmedlemmer Martin Henriksen og Merete Dea Larsen, der fik henholdsvis 272 og 201 stemmer.
Vil sikre at baglandet høres
Jens Vornøe stillede op på et budskab om at styrke forbindelsen mellem DFs ledelse og baglandet. Som han skrev i den lille valgflyer, som blev omdelt på årsmødet, er han ”blot en af de mange frivillige fra baglandet af”. Han stiller ikke op til folketinget eller regionsrådsvalget – han vil blot ”arbejde for at der kommer forandringer som virkelig kan ses i hele baglandet”. Dét budskab gik rent ind.
”Min opgave bliver at sikre, at det bagland, som har følt, at det har været svært at trænge i gennem til ledelsen, at jeg kan bringe deres budskaber frem. Der er en masse gode folk derude, som knokler for vores parti, og det er vigtigt at de bliver hørt. Vi ville aldrig være det fantastiske parti, vi er, hvis ikke vi havde så stærkt et bagland,” siger Jens Vornøe, som er klar til at rejse ud og mødes med lokalforeningerne.
“Der er en masse gode folk derude, som knokler for vores parti, og det er vigtigt at de bliver hørt”
”Det er lokalforeningerne, jeg tænker på, når jeg siger baglandet. Det er alle de mange frivillige, der knokler for partiet. Dem stiller jeg mig til rådighed for. Dem vil jeg adressere i hovedbestyrelsen. Jeg kommer gerne ud og viser flaget, så jeg kan tage deres synspunkter med til ledelsen. Hvad enten det er kritik eller solstrålehistorier,” siger han.
Nu bliver der ro i partiet
Jens Vornøe deltog søndag eftermiddag i sit første møde i den nye hovedbestyrelse. Det fandt sted efter afslutningen på weekendens årsmøde i Herning. Forud var gået flere uger med mediehistorier om krise og stridigheder i DF, men ifølge Jens Vornøe er der nu sat punktum for de offentlige uenigheder. DFs formand Kristian Thulesen Dahl sagde lørdag i sin formandstale, at der blev trukket en streg i sandet på årsmødet i forhold til at lufte interne uenigheder. Dét budskab har alle forstået, mener Vornøe.
”Jeg synes allerede, jeg kunne mærke det på årsmødet om søndagen. Der var en helt anden ro. Jeg er sikker på, at vi nu starter på en frisk. Som Kristian meget fint og tydeligt sagde, så skal der være ro nu. Der er uddelt nok gule kort – næste gang får man rødt kort. Det er jeg fuldstændig enig i. Og jeg er helt sikker på, at alle os, der sidder i hovedbestyrelsen, vi vil gøre vores bedste for at skabe et godt samarbejde og bruge tiden på at lede partiet sammen, fremfor at slukke ildebrande,” siger Jens Vornøe.
DF har meget at vinde
Han ser meget optimistisk på Dansk Folkepartis fremtid. Den 51-årige lokalformand, der meldte sig ind i DF for 10 år siden, mener at DF har et stort potentiale, trods mediernes krisesnak.
”Jeg synes, vi har meget at vinde. Vi har det bedste program. Vores kombination af stram udlændingepolitik, et kritisk syn på EU og socialt hjerte, finder man ikke andre steder. Hvis ikke DF fandtes, ville jeg ikke vide, hvor jeg skulle gå hen,” siger Jens Vornøe.
Det nye hovedbestyrelsesmedlem, der arbejder som air purser i luffartsselskabet SAS, ser endda så lyst på fremtiden, at han tror på, at DF vil kunne generobre de mange stemmer, som partiet fik ved valget i 2015.
”Ja, hvorfor ikke? De vælgere, der er gået til Venstre og Socialdemokratiet, de kan sagtens komme tilbage. For undskyld mig: Har de fået den vare, de blev lovet i de andre partier. Har Venstre og Socialdemokratiet været den garant for en stram udlændingepolitik, som de sagde, de ville være? Nej vel, antallet af indvandrere stiger under S-regeringen. Så jeg vil bare sige til vores tidligere vælgere: Velkommen tilbage. Vi står for det samme, som vi hele tiden har gjort. Vi ændrer ikke bare kurs,” lyder det fra Jens Vornøe.
Læs også:
Martin Henriksen, Jens Vornøe og Merete Dea Larsen valgt til hovedbestyrelsen