I DF finder vi løsninger, hvor andre partier kun ser problemer

0
2130
Peter Skaarup, gruppeformand og retsordfører for Dansk Folkeparti.

Af Peter Skaarup, gruppeformand og retsordfører for Dansk Folkeparti

Forleden foreslog jeg på vegne af Dansk Folkeparti, at fængslerne bør gøre øget brug af køjesenge i fængsel.

Forslaget blev mødt af modstand fra flere kanter.

Baggrunden for forslaget var, at justitsminister Nick Hækkerup samme sted proklamerede, at der ikke – på trods af fængselsaftalen, der sikrer 1.000 ekstra fængselspladser – er plads i fængslerne til flere strafskærpelser.

Hvis vi skal den meget alvorlige bandekriminalitet til livs, vi har set på det seneste, – og det skal vi naturligvis – bliver vi nødt til at se på markante strafskærpelser for bandekriminalitet.

På den baggrund foreslog vi i Dansk Folkeparti, at der blandt de 4.000 indsatte i Danmark, hvoraf en pæn del er udenlandske statsborgere, godt kunne sidde nogle fanger sammen i den enkelte celle. Og for at få det til at ske, kan vi i højere grad gøre brug af køjesenge i fængslerne.

Modstanderne af forslaget anførte bl.a. som argument, at man ikke kan lade indsatte sidde sammen, fordi forslaget ikke løser kriminalforsorgens problem med personalemanglen, og at det vil lægge mere pres på personalet.

Og det er da helt rigtigt, at køjesenge ikke løser problemerne med personalemangel. Men her taler vi jo om æbler og pærer.

Vi har i Dansk Folkeparti i vores fængselsudspil også foreslået en lang række ting for at forbedre bemandingssituationen i kriminalforsorgen. Ud over bedre løn- og arbejdsvilkår, har DF f.eks. for at imødekomme problemet med bemandingen i fængslerne foreslået at give mulighed for at kunne supplere fængselsbetjentene med andre relevante faggrupper.

I Danmark har vi mange kompetente faggrupper, hvis kvalifikationer sagtens kunne bruges til at aflaste fængselsbetjentene. Det kunne f.eks. være vagter, soldater, politibetjente, brandmænd og lign.

Hvis vi på den ene side skal skabe en bæredygtig fremtid for kriminalforsorgen, samtidig med at vi skal have plads til strafskærpelse på en række områder, bliver vi nødt til at tænke ud af boksen

I Dansk Folkeparti finder vi løsninger, hvor andre partiet ser kun problemer. Og det vil vi blive ved med.