Hvis videoovervågning ikke skal stoppe bilbrande, hvad skal så?

0
1872
Mellem jul og nytår og i dagene efter nytår har der været 12 tilfælde af bilbrande i Ågården i Ishøj. NB: Dette arkivfoto stammer ikke fra Ågården

Justitsminister Søren Pape Poulsen (K) vil ikke give kommuner og boligforeninger mulighed for at opsætte overvågningskameraer. Men hvad vil han så gøre for at standse bilbrande i bl.a. Ishøj. Det spørgsmål stiller DFs Kenneth Kristensen Berth til ministeren

12 bilafbrændinger i boligområdet Ågården i Ishøj de seneste uger har fået boligselskabet AAB, der administrerer Ågården, til at efterspørge muligheden for videoovervågning i udvalgte områder.

Ønsket bakkes op af Ishøjs borgmester Ole Bjørstorp (S) og Dansk Folkeparti, men justitsminister Søren Pape Poulsen (K) har ingen planer om at lade kommuner og boligskaber videoovervåge det offentlige rum. Det skal fortsat kun være politiet, fremgår det af et nyt lovforslag fra justitsministeren.

Derfor vil DFs Kenneth Kristensen Berth nu have svar fra justitsministeren. Han vil vide, hvad Pape i stedet vil gøre ved de bilbrændinger, som hærger boligområder som Ågården.

”Hvis ministeren ikke mener, at Boligforeningen AAB og Ishøj Kommune skal have lovgivningsmæssig hjemmel til at etablere videoovervågning i boligområdet Ågården i Ishøj, hvilke forslag har ministeren så til, hvordan man kan komme de mange bilbrande, der har præget området, til livs, og hvad agter ministeren at gøre for at øge borgernes tryghed i det berørte område?,” lyder det i et §20-spørgsmål fra Kenneth Kristensen Berth til justitsministeren.

Lovforslaget lægger op til mere videoovervågning i boligområder. Men altså kun for politiet:

”Ministeren har sendt et lovforslag i høring, der indebærer, at politiet får øget adgang til at etablere overvågning i boligområder, men det gælder ikke for kommuner og boligforeninger. Det kan undre, når der er et stort ønske hos borgere, kommune og boligforening om at etablere overvågning, at et sådant ønske ikke kan imødekommes.,” skriver Kenneth Kristensen Berth.

TV2.dk har lavet en afstemning om hvorvidt boligforeninger og kommuner skal have lov at videoovervåge. Det mener et stort flertal af læserne at de skal. Fra tv2.dk

Borgmester: Større tryghed

Ishøjs borgmester Ole Bjørstorp mener det er rimeligt, at kommuner får muligheden:

”Det er først og fremmest, fordi det giver større tryghed for borgerne. Når vi ser noget rigtig slemt som de voldsomme bilbrande, der har været her i Ishøj på det seneste, så skal vi som forebyggende effekt have mulighed for at sætte kameraer op som overvågning,” siger Ole Bjørstorp til TV2.

Han understreger, at han kun vil sætte ind ”der hvor der virkelig er problemer”.

”Vi går ikke ind og plastrer hele kommunen til med overvågningskameraer,” siger Ishøjborgmesteren.

I følge TV 2 har en undersøgelse vist, at 26 ud af 50 kommuner ønsker mere videoovervågning.