Af Jakob Søgaard Clausen, folketingskandidat for Dansk Folkeparti i Århus. Bosat i Århus.
BT har lavet en kortlægning der viser, hvordan omkring halvdelen af alle folketingsmedlemmer samt to ud af tre af regeringens ministre bor i København og omegn. Det viser et Christiansborgsk hykleri i særklasse https://www.bt.dk/politik/vilde-med-koebenhavn-ministre-vil-ikke-bo-taet-paa-deres-vaelgere.
For mens skiftende regeringer og Folketing de seneste år har haft fokus på at flytte statslige arbejdspladser ud i Danmark og væk fra hovedstaden, så klumper vores folkevalgte sig sammen i den del af Udkantsdanmark, som vi kalder for København.
Udflytningerne af de tusindvis af statslige arbejdspladser, og ønsket om medier placeret i hele landet, bygger på en logik om, at man påvirkes af de omgivelser, man befinder sig i.
Det område man bor i sætter selvfølgelig sit præg på den måde, man ser verden på. Derfor giver det god mening at udflytte statslige arbejdspladser, ligesom det giver god mening, at medier uden for København styrkes. Man undgår nemlig, at statslige arbejdspladser og mediebranchen kun afspejler verden, som den ser ud, når man bor i København og omegn.
Men det samme gælder altså også for vores folketingspolitikere. De skal også udflyttes, så de rent faktisk afspejler det Danmark, de skulle forestille at repræsentere.
I Danmark har vi et ganske fornuftigt valgsystem med kredsmandater og tillægsmandater. Systemet er skruet så smart sammen, at det sikrer, at alle dele af landet, og ikke kun de store byer, er repræsenteret i Folketinget. Samtidig sikrer systemet, at partierne får pladser i Folketinget i forhold til, hvor mange stemmer de har fået i hele landet.
Systemet har bare én svaghed, og det bliver misbrugt til fulde af glubske politikere, der kun har stemmer for øje. Man behøver nemlig ikke at bo i den storkreds, som man er folketingskandidat i.
Partiledere som Mette Frederiksen, Jakob Ellemann-Jensen og Pernille Vermund er alle eksempler på politikere, som gerne vil trække stemmer fra den jyske muld, men som bor og lever i København og omegn.
Deres valg af valgkreds er ikke udtryk for andet end en iskold politisk analyse af, hvor det er muligt at fiske flest stemmer. Og det er da også helt fair. Problemet er bare, at også folketingspolitikere bliver påvirket af det område, de bor i. Så det arbejde politikerne laver i Folketinget, ja, det bærer naturligvis præg af det område, de bor og lever i, og ikke den valgkreds de skulle forestille at repræsentere. Dermed udvandes vores valgsystem, som ellers skulle sikre, at hele Danmark er repræsenteret i Folketinget.
Derfor skal vi have udflyttet folketingspolitikerne.
En løsning er mere gennemsigtighed ved at skrive folketingskandidaters bopæl på stemmesedlen. Find mig lige den nordjyde, der vil sætte kryds ud for en folketingskandidat, hvor der står 1240 København K ud for!
En endnu bedre løsning vil være at hente inspiration fra de danske kommunal- og regionsrådsvalg. Her er det et krav, at man bor i den kommune eller region man stiller op i. Lad os da gøre det samme til Folketinget, så folketingskandidater skal være bosat i den storkreds, som de stiller op i.
På den måde får vi udflyttet vores folketingspolitikere og får dermed et Folketing, der repræsenterer hele Danmark. Både geografisk og mentalt.