Folk får hurtigt svar om ny seniorpension

0
787
Arkivfoto

Sagsbehandlingstiden for den nye seniorpensionsordning er nede på 1-3 måneder, viser nye tal fra kommunerne

Den nye forbedrede seniorpensionsordning for nedslidte, som VLAK-regeringen, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre står bag, er kommet flyvende fra start. Forleden viste tal, at 1682 personer pr. 11. maj havde fået tildelt den nye seniorpension, som trådte i kraft 1. januar 2020, og nu kan 3Fs Fagbladet fortælle, at sagsbehandlingstiden er meget kort. I følge tal bruger kommunerne i gennemsnit to til tre måneder på at behandle en sag om seniorpension.

“En pæn del af ansøgerne om seniorpension kan afgøres meget hurtigt, da man har alle oplysninger til stede med det samme,” siger John Klausen, professor på Juridisk Institut ved Aalborg Universitet, til Fagbladet.

I eksempelvis Frederiksberg Kommune tager det gennemsnitligt to en halv uge at behandle en ansøgning, når oplysningerne er indsamlet.

“Grundlaget for en seniorpension er enklere end for både den tidligere seniorførtidspension og den almindelige førtidspension. Det skyldes især, at målgruppen er relativt begrænset, så når man først kan dokumentere, at man lever op til lovpligtige krav, er vi hurtige til at træffe selve afgørelsen,” siger Johnny Madsen, arbejdsmarkedschef i Frederiksberg Kommune, til Fagbladet 3F.

Den nye, forbedrede seniorpensionsordning blev aftalt politisk, kort efter at Socialdemokratiet havde lanceret sit forslag om ret til tidlig pension for nedslidte. S-forslaget er endnu ikke blevet udmøntet i et konkret udspil fra regeringen, men mindst 1682 nedslidte danskere har altså i mellemtiden fået glæde af den ordning, som VLAK-regeringen, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre aftalte i foråret 2019.

Læs også: God start for ny ordning: Knap 1.700 har fået seniorpension