En mandlig social- og sundhedshjælper filmede og svinede i maj en 83-årig demensramt kvinde. DFs ældreordfører Karina Adsbøl kalder sagen afskyelig og mener, at sagen understreger behovet for en ældrelov, hvor ordet ”omsorg” skrives ind
”Are you crazy, or what the fuck is wrong with you?”
Oversat til dansk betyder det: Er du skør, eller hvad fanden er der galt med dig?
Det er – heldigvis – ikke en sætning, man forbinder med ældrepleje. Men det var ikke desto mindre, hvad en 83-årig demensramt kvinde fra Helsingør blev udsat for af en mandlig social- og sundhedshjælper. Manden lavede en 37 sekunder lang video, hvor han på engelsk truer og sviner kvinden til.
”Er du grim eller hvad? Hvad fanden er der galt med dig”, lyder det til kvinden, som igen og igen siger, at hun ikke forstår hvad manden siger.
”Hvad fanden vil du? Skal jeg smadre dig? Din åndssvage narrøv. Du er fandeme en grim kvinde,” fortsætter han.
Den groteske episode fandt sted i maj, og videoen blev efterfølgende sendt til en bekendt af SOSU-hjælperen med besked om, at han ‘lige drillede den gamle dame på arbejde’. Videoen er kommet frem, fordi TV2 har fået videoen stillet til rådighed af de pårørende.
Se mere på TV2.dk: Sosu-hjælper filmede og delte video af demensramt kvinde: – Er du skør eller hvad?
I en kommentar siger datteren til TV2:
”Det her er et ekstremt tilfælde, som ud over manglende respekt og indsigt, også viser et menneske, som krænker min mor på det groveste”.
Sagen er endnu et eksempel på groft omsorgssvigt i ældreplejen. Den kommer i forlængelse af TV2-dokumentaren ”Plejehjemmene bag facaden”, som blandt andet viste, hvordan den 93-årige demente Else blev ydmyget på plejehjemmet Kongsgården i Aarhus.
DF ønsker en ældrelov
På Christiansborg har flere politikere reageret på videoen. Dansk Folkepartis ældreordfører Karina Adsbøl er dybt forarget og siger følgende til Berlingske:
”Jeg har simpelthen ikke ord for det her, for det er simpelthen så grimt, ydmygende, ækelt og vammelt. Altså, hvad sker der oven i hovedet på sådan et menneske?”.
På twitter konstaterer Karina Adsbøl:
”Det her er så afskyeligt – DF ønsker en ældrelov, omsorg m.m. skal skrives ind i loven, brodne kar skal sorteres fra, det skal være obligatorisk at indhente offentlige straffeattester når man ansætter personale, så vi forebygger gengangere”.
Flere partier er positive over for forslaget om at registrere brodne kår i ældreplejen.
Sagens hovedperson, den mandlige social- og sundhedshjælper, blev i juni fyret af Helsingør Kommune, da personalet på plejehjemmet fik nys om videoen.
Se mere på TV2.dk: Sosu-hjælper filmede og delte video af demensramt kvinde: – Er du skør eller hvad?