Morten Marinus: “Meld dig til menighedsrådet – ellers er der bare nogle andre, der sætter dagsorden”

0
2004
Morten Marinus, folketingskandidat fr DF, folketingsmedlem 2011-2019. Foto: Steen Brogaard

Efter 24 år som menighedsrådsmedlem i Nordjylland vil tidligere MF’er Morten Marinus tirsdag forsøge at blive valgt til menighedsrådet i sit nye sogn i Nordsjælland. Han opfordrer andre DFere til at engagere sig i menighedsrådsarbejdet

Tidligere folketingsmedlem for Dansk Folkeparti, Morten Marinus, har i 24 år været medlem af menighedsrådet i Saltum-Alstrup Sogn i Nordjylland. Nu stopper han, fordi han er flyttet til Nordsjælland. Men Morten Marinus tager gerne endnu en tørn med menighedsrådsarbejde. Derfor møder han op, når der tirsdag er valgforsamling i hans nye sogn, Sthens, der ligger i Helsingør Kommune.

Valgforsamlingen finder sted i alle landets sogne tirsdag den 15. september. Det er en slags generalforsamling, hvor alle, der møder op, kan stille op som kandidat til menighedsrådet.

”Jeg synes næsten det er ens pligt, som god samfundsborger, at stille sig til rådighed, når der er nogle poster. Og menighedsrådene har brug for, at der er nogle der melder sig til arbejdet. Folkekirken er jo udfordret i disse år, og menighedsrådene bliver bestemt ikke yngre. Så jeg vil opfordre alle DFere, der har interessen, til at stille op,” siger Morten Marinus, der sad i Folketinget 2011-2019 og er folketingskandidat i Nordjylland.

Valgt som 19-årig

Selv var Morten Marinus kun 19 år, da han første gang blev valgt ind i menighedsrådet i Saltum. Hans tid som FDFer i Pandrup havde vakt interessen for kirke og kristendom, og den interesse blev skærpet, da han gik til konfirmationsforberedelse i 8. klasse.

”Dengang besluttede jeg, at jeg ville stille op til menighedsrådet, når jeg var gammel nok. Jeg synes arbejdet med kirken var spændende. Jeg følte en indre ro, når jeg kom i kirken, og jeg fik lyst til at være med til at præge arbejdet,” fortæller Morten Marinus.

Han var den yngste i menighedsrådet, da han blev valgt første gang. Og han er stadig den yngste i Saltum-Alstrup, hvor han de sidste 16 år har været formand for kirkens aktivitetsudvalg.

”Der er brug for, at også nogle unge melder sig på banen, og man behøver ikke at have et stort forhåndskendskab til økonomi osv. for at kunne sidde i et menighedsråd. Det skal nok komme, hvis man har interessen,” siger Morten Marinus.

“Der er brug for, at der også er nogle unge, der melder sig på banen”

Morten Marinus

Alsidigt arbejde

Aktivitetsudvalget i Saltum blev nedsat, da man fik ny sognegård. Opgaven har været at finde på aktiviteter, der enten er kirkelige, lokale eller har fokus på et emne eller person, der er oppe i tiden.

”Vi har haft et meget alsidigt program gennem årene. Saltum ligger jo langt fra folkeuniversiteterne, så derfor har vi ikke kun haft kirkelige men også mange andre emner på plakaten,” fortæller Morten Marinus, som dermed understreger, hvor alsidigt menighedsrådsarbejde kan være.

I sidste uge fortalte Knud N. Mathiesen, byrådsmedlem for Dansk Folkeparti i Aarhus, om sit arbejde som menighedsrådsformand i Borum Sogn. Han understregede, at parti-politik ingen rolle spiller i menighedsrådsarbejdet. Samme opfattelse har Morten Marinus.

Alligevel opfordrer det tidligere folketingsmedlem, der bl.a var kendt som sit partis medieordfører, til at flere DFere melde sig til arbejdet.

”For ellers er det bare nogle andre, der kommer til at sætte dagsorden. I disse år, hvor vi er presset af andre religioner, er det vigtigt, at nogen er med til at sikre, at folkekirken bliver mere synlig. Som menighedsrådsmedlem kan man jo f.eks. vværfe med til at styrke samarbejdet med folkeskolen, de lokale spejdere osv.,” siger Morten Marinus.

Ved tirsdagens valgforsamling får man en gennemgang af menighedsrådets arbejde og kompetencer, og de enkelte kandidater har mulighed for at præsentere sig.

“Jeg synes man skal møde op og stikke en finger i jorden for at høre, om det kunne være noget for én. Og hvis man synes, det lyder spændende, skal man ikke være bleg for at tage en afstemning. Man skal ikke bare lade sig overtale til at nøjes med en plads som suppleant,” lyder opfordringen fra Morten Marinus.

Man skal ikke bare lade sig overtale til at blive suppleant”

Morten Marinus

Læs også: ”Som menighedsrådsmedlem er du med til at styrke demokratiet og vores kristne kulturarv”

FAKTA: VALGFORSAMLING – MENIGHEDSRÅDSVALG 2020

Valgforsamlingen afholdes tirsdag den 15. september 2020 og skal afvikles efter en fast dagsorden.

Valgforsamlingen indledes med, at der vælges en dirigent. Dirigenten må ikke være medlem af valgbestyrelsen. Dirigenten leder valgforsamlingen og er sammen med valgbestyrelsen ansvarlig for afviklingen af afstemningerne.

På valgforsamlingen orienterer formanden for menighedsrådet om menighedsrådets opgaver, kompetencer og hidtidige arbejde.

Dagsorden for valgforsamlingen:

  • Velkomst ved valgbestyrelsen.
  • Valg af dirigent.
  • Formanden for menighedsrådet beskriver menighedsrådets opgaver, kompetencer og hidtidige arbejde.
  • Opstilling af kandidater til menighedsrådet.
  • Kandidaternes egen præsentation.
  • Debat og mulighed for spørgsmål til kandidaterne.
  • Gennemgang af afstemningsreglerne ved valgbestyrelsen.
  • Skriftlig og hemmelig afstemning.
  • Optælling af stemmer og annoncering af afstemningsresultatet ved valgbestyrelsen.
  • Valg af stedfortrædere efter samme procedure.
  • Valgbestyrelsen orienterer om resultatet af valgforsamlingen samt om muligheden for afstemningsvalg og fristen for at indlevere en kandidatliste.

Valgbestyrelsen indfører resultatet af valgforsamlingen i menighedsrådets beslutningsprotokol. Beslutningsprotokollen underskrives af valgbestyrelsen og dirigenten som afslutning på valgforsamlingen. Valgbestyrelsen sørger for, at resultatet af valgforsamlingen indtastes i Valgsystemet.

Kilde: Kirkeministeriet