Er det sådan et samfund vi vil have i Danmark?

0
1530
Jan Herskov er medlem af regionsrådet, Region Sjælland.

Af Jan Herskov, folketingskandidat for Dansk Folkeparti i Holbæk

Skyderi på gaden, knivstikkeri, gruppeoverfald på uskyldige unge mennesker, vanvidskørsel og bandekriminalitet. Er det sådan et samfund vi vil have i Danmark ?

Desværre er det blevet en del af hverdagen, at vi kan læse og høre om denne form for kriminalitet. For nogle år tilbage var det sjældent, at politiet mødte kriminelle med skydevåben. I dag er det en del af hverdagen ligesom det er blevet en del af hverdagen, at Hr. og Fru. Danmark møder politiet iført skudsikker vest.

Vi må konstatere, at en stor del af kriminaliteten er begået af bandemedlemmer, som består af indvandrere og deres efterkommere. Det er unge kriminelle som er fuldstændig ligeglade med det danske samfund, dansk kultur og danske værdier.

Disse bander har en voldsparathed, som tidligere var helt ukendt i Danmark. Vi taler ikke om en chokoladebar der bliver stjålet i et supermarked. Der er tale om drab ved skyderier, skyderier hvor uskyldige er i risikozonen for at blive ramt, knivstikkerier og grov vold overfor uskyldige personer.

Vi må konstatere, at der er kommet for mange fremmede til Danmark og at samfundet ikke har været dygtige nok til at sætte klare grænser for hvad der accepteres og hvad der helt afgjort ikke accepteres!

Der er indvandrere der kræver særhensyn i svømmehaller, hvor kvinder og mænd ikke må bade samtidig. I børneinstitutioner, hvor der skal serveres særligt religiøst velsignet mad, og svinekød er helt væk fra menuen. Ligesom særrettigheder på skoler og på arbejdspladser kræves af disse fremmede. Derudover udvises der en totalt manglende respekt for myndigheder og en aldeles utryghedsskabende adfærd på gader og stræder.

Vi kan også konstatere, at kriminelle af anden etnisk herkomst end dansk er overrepræsenteret i danske fængsler og arresthuse i forhold til antallet i samfundet.
En af muligheder for at rette op på nogle af disse ting er udvisning af Danmark.

Det er i dag sådan at en kriminel kan idømmes en betinget udvisning. Lidt som når en fodbolddommer giver det gule kort. Meningen med en betinget udvisning må være, at det skal være en meget alvorlig advarsel om at opføre sig ordentligt. Desværre er der mange gange givet både to, tre og fire betingede udvisninger, hvilket totalt udvander tanken med betinget udvisning. Der er jo heller ikke nogen fodbolddommere der giver to, tre eller fire gule kort.

Det må være sådan at hvis man har fået en betinget udvisningsdom, så skal man sendes ud, hvis man får en dom mere. Og grove overtrædelser af straffeloven som fx skyderi, knivstikkeri og vold skal give udvisning med det samme og ikke give betingede domme.
Der er i øjeblikket forhandlinger om politiforlig og det kan være en mulighed for at få skrevet ind i loven, at der skal ske reel udvisning efter en betinget udvisning. Det vil få smilene til at stivne lidt hos dem der sidder og griner i retssalene, og som er bedøvende ligeglade med det danske samfund.

Jeg ønsker ikke at fortsætte den markante udvikling, som Danmark har haft de sidste 10 år.