En gave med en tanke!

0
1037
Kronprinsesse Mary fyldte lørdag 50 år. Gaven fra Folketinget og regeringen var et Royal Copenhagen Flora-stel af den danske designer Anja Vang Kragh til en værdi af 80.000 kroner. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Folketinget og regeringen har foræret HKH Kronprinsesse Mary et Royal Copenhagen Flora-stel i anledning af hendes 50-års fødselsdag. Men hvorfor har folketingsmedlemmerne ikke selv betalt for gaven til 80.000 kroner, spørger Jørgen Casse

Af Jørgen Casse

En 50 års fødselsdag er da en pæn rund dag, og selvfølgelig skal den da også fejres med alt, hvad dertil hører, ikke mindst når fødselaren er en kronprinsesse.

Men når det gælder fødselsdagsgaver er der som regel en grænse, ikke mindst når det er det offentlige der er den glade giver, som nu da folketing og regering tager spenderbukserne på og lader den kongelige porcelainsfabrik fremstille et stel som gave.

Gaven er vurderet til den pæne sum af 80.000,- kr. i vore dage ikke det helt store beløb, men alligevel. Det er da bogstaveligt prisværdige at landets politikere gerne vil medvirke til at kaste glans over dagen. Hagen ved det hele er blot den, at pengene ikke er fundet i politikernes lommer, men i de hårdt trængte skatteydernes lommer.

Jeg misunder ikke kronprinsessen hendes gave, det er ikke pointen, men det havde vel været noblere, hvis den var kommet fra politikernes ‘hjerte’ alias tegnebog, og ikke fra andres lommer. Både folketingsmedlemmer og regeringsmedlemmerne oppebærer en meget høj løn.

Hvis vi laver et lille regnestykke her, så er der 179 medlemmer af folketinget, regeringen består af 20 medlemmer alt i alt 199 medlemmer, vi tillader os at runde det op til 200 i alt, dividerer vi 80.000 med 200 bliver resultatet kr 400,- pr næse, det sølle beløb havde de folkevalgte da sikkert nok kunnet finde mellem lommeulden, uden at belaste skatteyderne.

Det er en amoralsk og uetisk måde, at være velgørende på andres bekostning, det er heller ingen kunst. Gaven havde nok fået en mere velklingende lyd havde de folkevalgte selv punget ud, 400,- kr er jo trods alt ingen herregård, men nærigheden blandt de folkevalgte er åbenbart  stor. Man kan håbe at de skammer sig godt og grundigt, det burde de allenfals, alle til hobe!

Måske hoffet bør vaske stellet grundigt af inden brugen, det har en tanke!

Så tillykke til kronprinsessen med folkets gave!

PS. skulle det være sådan, at regeringsmedlemmerne ikke har suppleanter i salen medens de er ministre, så er beløbet: 446,93 kr, heller ikke nogen herregård.