”Jeg ved udmærket godt, at Ekstra Bladet skriver noget småvildt”

0
1101
Morten Messerschmidt møde pressen efter det første gruppemøde i Dansk Folkeparti efter formandsvalget. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Morten Messerschmidt beretter til TV2 om sine første ni døgn som DF-formand. Han fortæller om de første gruppemøder efter formandsvalget og om samtaler på tomandshånd med gruppen – og ikke mindst om journalister, der stiller spørgsmål, de kender svarene på

“Jeg kan godt mærke, at følelserne er lidt uden på tøjet”.

Sådan fortæller Morten Messerschmidt om det første møde med DFs folketingsgruppe tirsdag den 25. januar, to dage efter at han var blevet valgt til formand for Dansk Folkeparti på et ekstraordinært årsmøde i Herning.

Det er TV2.dk, der citerer DF-formanden. Fra formandsvalget og ni dage frem har TV2 interviewet den nyvalgte formand dagligt. Resultatet kan nu læses i form af en lang dagsbogsfortælling på TV2.dk – fra de første timer efter formandsvalget og frem til gruppemødet sidste tirsdag. Det var hér, hvor et flertal i gruppen valgte Peter Skaarup til gruppeformand, selv om Messerschmidt havde indstillet René Christensen.

Undervejs beretter Messerschmidt bl.a. om sine kaffemøder med DF-gruppens medlemmer, uden at han dog nævner navne eller på anden måde afslører noget af indholdet:

”Der er afsat en time til hver. Nogle bliver lidt længere, nogle lidt kortere. Vi taler især om, hvad medlemmerne tænker om partiet, sig selv og mig. Der er nogle, som er mere skeptiske end andre. Det er helt rimeligt. Men jeg synes, samtalerne forløber godt, og vi skilles i en god ånd hver gang”.

“Jeg synes, samtalerne forløber godt, og vi skilles i en god ånd hver gang”

Morten Messerschmidt til TV2
Morten Messerschmidt blev valgt til formand på et ekstraordinært årsmøde i Herning den 23. januar. Foto: Carsten Lundager

De kender allerede svarene…

Det bliver også til adskillige møder med Christiansborg-pressen, der står klar med mikrofoner, snurrende tv-kameraer og mobiler efter flere af gruppemøderne. Her afslører Morten Messerschmidt, at han godt kan blive lidt træt af journalisternes spørgsmål:

”Presseopmærksomheden er ikke ny, men nogle gange bliver det altså lidt kunstigt. Der bliver stillet spørgsmål, som de allerede kender svaret på eller udmærket godt ved, at de ikke får svaret på. Det kan godt blive en lille smule pjattet. Jeg vælger en stil, hvor jeg bare siger det til journalisterne. I dag var første gang, det fik sin prøve, så jeg forsøger at mærke an, hvordan journalisterne tager imod den stil,” fortæller han fra dag 3.

Om et andet møde med journalisterne:

”Det er lidt, som om tingene kører i tomgang. Der bliver stillet spørgsmål af rutinemæssig karakter. Jeg kunne skrive halvdelen af de artikler selv. Jeg ved udmærket godt, at Ekstra Bladet skriver noget småvildt. Jeg kender tonen”.

Peter Kofod og Morten Messerschmidt på vej til det første møde i folketingsgruppen efter formandsvalget. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

”Lidt for meget blod og mord”

Der bliver dog også tid til andet end politik. En aften er sat af til en tur i Operaen for at se ’Den Glade Enke’ med et vennepar fra Jylland. Desværre bliver forestillingen aflyst, men Morten Messerschmidt får ændret billetterne til ‘Lazarus’, som er David Bowies værk, i Skuespilhuset. Det falder ikke helt i Messerschmidts smag – der er lidt for meget blod og mord på scenen – men DF-formanden glæder sig over, at teatret giver ham et break fra det nye travle formandsjob:

“Det er også en anledning til ikke at tænke på partiet. Det bestræber jeg mig altid på, når jeg er i teatret. Det er let nogle gange at lade ens tanker vende tilbage til arbejdet. Men jeg har forsøgt at mande mig op og fokusere på forestillingen – uanset hvad det er,” fortæller DFs nye formand.

Læs hele beretningen om ‘Ni døgn med Messerschmidt’ på TV2.dk her