DR beklager analytikers ord om ”grisefarvede” danskere

0
3340
Arkivfoto.

DRs politiske analytiker Christine Cordsen beklager, og det samme gør DRs nyhedschef: Det var forkert at bruge ordet ”grisefarvede” om danskere

”Dansk Folkeparti som sådan dyrker en illusion om, at man kan rulle det hele tilbage, og man kan sende folk hjem, og vi kan få et samfund som i 50erne, hvor der ikke var så mange med en anden hudfarve end grisefarvet”.

Sådan lød det fra DRs politiske analytiker Christine Cordsen, da hun nytårsdag sammen med andre kommentatorer og analytikere varmede op til statsministerens nytårstale på direkte tv.

Bemærkningen om ”grisefarvede” danskere har udløst massiv kritik. Christine Cordsen selv har beklaget på facebook, og nu har DRs nyhedschef Thomas Falbe været ude og understrege, at bemærkningen var ”lige karikeret nok”.

”Jeg er enig i, at det var en fejl at bruge ordet “grisefarvet” som reference. Det er en måske lidt for karikeret og for nogen stødende bemærkning, som var ment og tænkt med humor for øje. Men det er også en bemærkning, som falder i en direkte udsendelse, hvor den slags ting sker, og så synes jeg ikke, at den sag er så meget længere,” siger Thomas Falbe til Berlingske.

DR-chefen forholder sig ikke til den øvrige del af udsagnet om at DF ”dyrker en illusion om at man kan rulle det hele tilbage”.

Farvet udlægning af DFs politik

Beskrivelsen af danskerne som grisefarvede har ført til en politianmeldelse af Christine Cordsen fra en privat person. Hos Dansk Folkeparti synes medieordfører Morten Marinus at det er gå for langt med en politianmeldelse. Men han kritiserer DR-medarbejderen for at være farvet i sin udlægning af DFs politik:

”Jeg synes, at en politianmeldelse er at gå for vidt. Vi er nogle gange selv i situationer, hvor vi siger noget og så efterfølgende må ryste på hovedet af, at vi er blevet anmeldt for at sige et eller andet. Vi har lov til at ytre os. Men jeg synes, at Christine Cordsen, der er ansat på en public service-station, burde være mere upartisk. Jeg synes, det var et meget farvet indlæg,« siger han til Berlingske.

Berlingskes politiske kommentator Thomas Larsen lavede søndag en større analyse af sagen.

Berlingske politiske kommentator Thomas Larsen skrev søndag en længere analyse om sagen under overskriften ”Da analytikeren fra DR talte om DF og de grisefarvede danskere”. Her citerer han en klumme af debattøren Morten Urskov Jensen, landsformand for Dansk Samling, som i Jyllands-Posten blandt andet skrev om Cordsens udsagn:

”Når TVs journalistkaste åbenlyst forhåner, latterliggør og strinter op af danskerne, får det præcis den effekt, det skal have: Lidt flere danskere forstår hver gang, hvordan de bliver set ned på af deres egen elite”.

Nyhedschef Thomas Falbe afviser overfor Berlingske, at Christine Cordsen skal have en irettesættelse.