DF vil stoppe grænsehandels-boom med lavere afgifter på øl, chokolade og cigaretter

0
2980
I forbindelse med sit sommergruppemøde i Sønderborg besøgte DF den lokale "Min købmand", der tydeligt kan mærke, at grænsehandelen er vendt tilbage - og endda har fået hjælp af en lavere tysk fødevaremoms. Foto: Carsten Lundager

Danske butikker mister igen omsætning til grænsehandlen, som har fået hjælp af en tysk momsnedsættelse. Dansk Folkeparti vil have fjernet eller sænket en række afgifter

Cigaretter, der er 15 kroner billigere pr. pakke end i Danmark; øl, der er fritaget for pant; slik, chokolade og fødevarer, der er blevet endnu billigere, fordi Tyskland har sænket sin fødevaremoms fra syv til fem procent.

Det lyder lokkende, og det er det: Danskerne stormer igen syd for grænsen for at handle. Efter flere måneder, hvor grænsehandelen var sat på pause på grund af coronakrisen, blev den dansk-tyske grænse åbnet igen den 15. juni, og det kan mærkes på den danske side af grænsen. Her bliver der pludselig solgt langt færre øl, sodavand, chokolade, cigaretter osv., end der gjorde under coronakrisen.

Det vil Dansk Folkeparti gøre noget ved. Står det til DF, skal en række afgifter fjernes eller sænkes, ligesom den prisstigning på cigaretter, som regeringen og støttepartierne har gennemført, skal droppes.

”Vi er et lille land, så vi er nødt til at spejle os i, hvad vores nabolande gør. Tyskerne har taget nogle tiltag, som går ud over Danmark. Derfor er vi nødt til at tage nogle initiativer, så vi kan flytte handlen tilbage fra tyske til danske butikker,” siger Dansk Folkepartis skatteordfører Dennis Flydtkjær.

Afgift på bobler i vin…

Konkret foreslår DF, at øl- og chokoladeafgiften sænkes, af kaffeafgiften fjernes, samt at en række ’tossede afgifter’ skrottes. Det gælder eksempelvis afgiften på mousserende vin – en ekstra afgift, som pålægges vine, der har et tryk på tre bar ved 20 grader.

”Det er en afgift på luftbobler i vin. Det er jo helt gakket og med til at gøre det billigere at købe en flaske Asti syd for grænsen,” siger Denne Flydtkjær.

Dennis Flydtkjær, skatteordfører for Dansk Folkeparti. Foto: Steen Brogaard

Han besøgte sammen med resten af DFs folketingsgruppe og hovedbestyrelse ”Min købmand” i Sønderborg i forbindelse med DFs sommergruppemøde i denne uge. ”Min købmand” oplevede en vækst i salget under coronakrisen og kunne derfor ansætte to deltidsmedarbejdere. Men nu er salget af øl, sodavand, slik osv. faldet kraftigt igen, og de to deltidsmedarbejdere er blevet opsagt.

”Der er en række ’magnetvarer’, der får folk til at køre syd for grænsen. Det er f.eks. billige cigaretter, øl og sodavand. Når folk så alligevel er afsted, køber de alle mulige andre varer til den daglige husholdning. Det koster danske arbejdspladser og omsætning. Derfor mener vi, at der skal sættes ind overfor disse magnetvarer,” siger Dennis Flydtkjær.

Cigaretter fra grænsebutikker er også usunde

Vil det ikke gå ud over folkesundheden, hvis man sænker prisen på cigaretter igen?

”Hvis en højere pris på cigaretter betyder, at folk kører syd for grænsen, fordi de kan spare 150 kroner pr. karton, og de så køber en ekstra karton og ryger endnu mere, så gavner det ikke sundheden. Vi mener ikke, at det skal være meget billigere at ryge. Men vi foreslår, at prisen på cigaretter rulles tilbage til niveauet før prisstigningen (1. april 2020, red.) og derfra skal følge den almindelig prisudvikling,” siger Dennis Flydtkjær.

Danskere slipper for tysk dåsepant

I den gakkede afdeling er efter Dennis Flydtkjærs opfattelse også den dansk-tyske pantaftale. Tyskland har pant på dåser og flasker, men når danskere handler syd for grænsen, slipper de som for denne pant. I modsætning til eksempelvis hollændere og franskmænd.

”Danskere, der handler syd for grænsen, får en eksport-eklæring og så kan de tage dåser uden pant med til Danmark. Det er uhensigtsmæssigt, og derfor vil vi forsøge at presse den siddende miljøminister til at indlede straks-forhandlinger med tyskerne om at få lavet det om. For det er enormt konkurrenceforvridende,” siger Dennis Flydtkjær.