DF vil stoppe energiselskabers kæmpe-bonusser

0
4034
DFs formand Morten Messerschmidt er forarget over de enorme bonusser, som energiselskaberne står til at udbetale som konsekvens af danskernes tårnhøje el- og varmeregninger. Foto: Carsten Lundager

Energihandlere står til at score bonusser på trecifrede millionbeløb. De udnytter krisen, mener DF, som nu får ministeren til at gribe ind

”Det her vidner om en ekstrem griskhed”.

Dansk Folkepartis formand Morten Messerschmidt lægger ikke fingrene i mellem, når han i Ekstra Bladet kritiserer de enorme bonusser, som energihandlere har optjent som konsekvens af de tårnhøje energipriser.

“Det er, som om man har levet efter en ‘går den, så går den’-mentalitet. Jeg er virkelig forarget over det,” siger Morten Messerschmidt til Ekstra Bladet.

Mens almindelige danskere har måttet spinke og spare, fordi priserne på strøm og varme er eksploderet, så har energihandlere optjent bonusser på to og trecifrede millionbeløb. Ifølge Jyllands-Posten har to energihandlere i den andelsejede Energi Danmark alene udsigt til en samlet bonus på en halv milliard kroner.

Det sker samtidig med, at en rapport har afsløret, at mange danskere har betalt overpris for el, gas og varme, fordi tilsynet på området tilsyneladende har sovet i timen. Derfor kræver Dansk Folkeparti, at regeringen griber ind.

“Virkelig rystende”

“Det er virkelig rystende at tænke på, hvordan mange har været ramt af de her prisstigninger og har haft svært ved at betale regningerne, og så er der nogle, der skummer fløden, mens alle kontrolmekanismer slår fejl,” siger Morten Messerschmidt til Ekstra Bladet.

Erhvervsordfører Nick Zimmermann skyder også med skarpt:

”Det er helt galt med bonusser i en tid, hvor der er rigtig mange danskere, sopm har gispet efter vejret økonomisk for at få enderne til at mødes. De her selskaber opfører sig, som om de har fri adgang til danskerens lommer. Det bryder vi os ikke om,” siger han til Jyllands-Posten.

Minister: Ude af proportion

DF kaldte i sidste uge klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M) i samråd om sagen. Ministeren sagde mandag, at han ikke vil blande sig i energiselskabernes lønninger, men tirsdag meddeler han til Jyllands-Posten, at han vil have en redegørelse fra branchen.

”Bonusser i denne størrelse er i mine øjne ude af proportion, og derfor indkalder jeg branchen til at redegøre for sagen,” skriver ministeren i et svar til avisen.

Det har været næsten umuligt for medierne at få energiselskaberne til at kommentere de lukrative bonusprogrammer og svare på spørgsmål om deres enorme fortjeneste på energikrisen. Men Andel lader nu forstå, at de store bonusser ikke vil blive udbetalt. Hvorvidt selskaberne kan undgå det eller om de pågældende medarbejdere frivilligt vil sige nej til at lade sig forgylde, er indtil videre uklart.