DF: Folketinget skal stemme om IS-kvindes statsborgerskab

0
4202
IS-krigere marcherer i Raqqa i Syrien. Arkivfoto Uncredited/Ritzau Scanpix

Dansk Folkeparti stiller forslag i Folketinget om, at IS-kvinde, der har vundet sag i højesteret om sit danske statsborgerskab, skal have taget statsborgerskabet fra sig igen

”Det er en sort dag for Danmark”.

Dansk Folkepartis gruppeformand og retsordfører Peter Kofod er målløs og vred, efter at Højesteret onsdag afgjorde, at en kvinde, som i 2015 rejste til Syrien og sluttede sig til Islamisk Stat, skal have sit danske statsborgerskab tilbage.

Kvinden, der sidder i en kurdisk fangelejr i Syrien, fik frataget sit statsborgerskab af Udlændinge- og Integrationsministeriet i 2020, men ifølge Højesteret var det ulovligt at fratage hende statsborgerskabet, selv om hun også er iransk statsborger. For kvinden ”har hverken haft bopæl i Iran eller i øvrigt opholdt sig i Iran i længere tid, og har heller ikke kontakt til slægtninge i Iran, ligesom hun ikke taler farsi, som er Irans officielle sprog,” som Højesterets argument lyder.

DF rejser sagen i Folketinget

Justitsminister Peder Hummelgaard (S) oplyser til Ritzau, at kvinden nu vil blive tilbudt evakuering til Danmark fra Syrien, men står det til Dansk Folkeparti, skal sagen ikke nå dertil. DF har netop afleveret et lovforslag til Folketingets lovsekretariat om, at kvinden skal have frataget sit statsborgerskab igen.

”Vi vil så hurtigt som muligt fremsætte et forslag, der specifikt fratager statsborgerskabet fra denne kvinde. Vi mener, at sagen er så principiel, at Folketinget skal forholde sig til den,” siger Peter Kofod til TV2 News.

“Vi mener, at sagen er så principiel, at Folketinget skal forholde sig til den”

”Vi vil simpelthen ikke acceptere, at folk, der ikke bare har forrådt Danmark og Vesten, men som også aktivt er rejst afsted for at alliere sig med den mest hårdkogte fjende af vores samfund, bare på den her måde bliver tilgivet og taget til nåde igen. Det synes vi skaber en meget mærkelig præcedens,” fortsætter han.

Kvinden er født i Danmark af forældre med iransk baggrund. Hun rejste som 20-årig til Syrien for at tilslutte sig Islamisk Stat. Hun giftede sig med en IS-kriger og fik to børn med manden, og siden sin anholdelse i 2019 har hun opholdt sig i først al-Hol-lejren og senere i al-Roj-lejren.

IS-kvindens advokat: Det er fantastisk

Kvindens advokat er Knud Foldschack, som synes afgørelsen er “fantastisk”. Til Ritzau siger Foldschack, at han nu vil forsøge at få kvinden til Danmark hurtigst muligt. Han har været i kontakt med kvinden og hendes familie og er lige ved at græde over deres reaktion, fortæller han:

“At opleve den der fuldstændig uforbeholdne glæde, som er knyttet til mange års lidelse, bekymring, savn og ulykkelighed, kan næsten ikke beskrives. Det er lige før, man begynder at græde,” siger advokaten til Ritzau.