Udviste udlændinge skal tvangstestes for corona, hvis de nægter at lade sig teste, siger DFs udlændingeordfører Pia Kjærsgaard
Mens danskerne i stor stil lader sig teste for Covid-19, så nægter flere udviste udlændinge og asylansøgere helt at tage en test. Uden en negativ test for Covid-19 kan myndighederne nemlig ikke sende dem på et fly ud af Danmark. Det skriver BT.
Oplysningerne får Dansk Folkeparti til at kræve tvangstest af udviste udlændinge.
”Det her kan kun gå for langsomt. Udvisningsdømte udlændinge finder konstant på nye måder at undgå at rejse hjem, og det her er bare endnu et smuthul. Der er kun rimeligt, at vi bruger tvang, hvis de modsætter sig en test,” siger Dansk Folkepartis udlændingeordfører Pia Kjærsgaard.
Test nødvendig for udvisning
Det er ikke muligt for de danske myndigheder at sende de udviste udlændinge og asylansøgere ud af Danmark uden at de er først er testet for Covid-19. Det skyldes, at der er et krav om en negativ coronatest for at rejse ud i verden.
Derfor er Dansk Folkeparti klar til at lukke smuthullet med tvang, hvis de udviste udlændinge og asylansøgere modsætter sig at få taget en test.
”De skal ikke være i Danmark et sekund mere end nødvendigt,” siger Pia Kjærsgaard.
Minister klar til tvangstest
Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye er også klar til at tvangsteste:
“Politiet må som altid ikke gå mere hårdhændet til værks end nødvendigt. Men fysisk fastholdelse kan blive nødvendigt. Jeg ser dog mest tvangen som en forebyggelse, fordi jeg frygter at fler nægter at lade sig test for at blive i Danmark,” siger ministeren til BT.