Kristian Thulesen Dahl om rigsret: Flertallet er ude på tynd is

0
3876
Dansk Folkeparti kalder sagen mod Inger Støjberg en heksejagt. Her ses Inger Støjberg og DFs formand Kristian Thulesen Dahl under en debat i Folketinget. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Stort flertal i Folketinget er nu klar til at stemme for en rigsretssag mod Inger Støjberg. ”Hvis det her sætter bare for rigsretssager, så får vi mange rigsretssager fremover,” siger Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl

Det ville have ført til mange rigsretssager i Danmark, hvis sagen mod Inger Støjberg var standarden for, hvornår Folketinget skal indlede en rigsretssag mod en minister.

Det mener Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl.

Han finder det ude af proportion, at et stort flertal i Folketinget nu vil stille Støjberg for en rigsret, fordi hun som udlændinge- og integrationsminister i 2016 besluttede, at alle asylpar skulle adskilles, hvis den ene part var under 18 år. En beslutning, som siden blev erklæret ulovlig.

”Det er et vildt instrument at tage i brug i denne sammenhæng. For ud over at en rigsretssag koster en masse penge og vil lægge højesteret ned med arbejde i et par år (en rigsret består af 15 højesteretsdommere og 15 medlemmer udpeget af Folketinget. Der er 18 højesteretsdommere i Danmark, red.), så sætter det her jo baren for, hvornår man skal rejse rigsretssager. Man kan jo ikke have en sag fremover, der er lige så alvorlig eller mere, uden at det så fører til en rigsret,” siger Kristian Thulesen Dahl til TV2 News – og fortsætter:

”Rigsretten er ikke et instrument, der skal bruges i flæng. Det skal kun bruges i ganske særlige situationer, og den her sag berettiger slet ikke til en rigsret”.

33 ud af Venstres 42 folketingsmedlemmer har torsdag besluttet, at de vil stemme for at stille partiets Inger Støjberg for en rigsret. Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix

Ikke værre end andre sager

Dansk Folkeparti mener, at sagen højest bør udløse en ’næse’ til Inger Støjberg, dvs. at Folketinget skal udtale kritik af den tidligere minister. For selv om Instrukskommissionen har fastslået, at Inger Støjberg har afgivet urigtige oplysninger til Folketinget, er sagen ikke værre end mange andre tidligere sager mod ministre, mener DF.

”Hvis man bare lægger til grund, at hvis en minister bryder reglerne, så skal vedkommende for en rigsret, fordi ’lov er lov og lov skal holdes’, så er der en del ministre, der med forsinkelse burde komme for en rigsret,” sagde DFs formand Kristian Thulesen Dahl, da han torsdag medvirkede i P1 Debat.

Nødløgne og urigtige oplysninger

DF vil nu stille et beslutningsforslag om, at der skal laves en juridisk undersøgelse af de 60 næser, som Folketinget har givet til ministre siden 1990. Næser, der er uddelt med begrundelser om manglende orientering af Folketinget, urigtige oplysninger til Finanstilsynet, forhastet lovgivning, forsinkede svar til Folketinget mv.

”Jeg tror, at man med sådan en udredning vil finde ud af, at der er langt alvorligere sager, der ikke har ført til en rigsret, end sagen mod Inger Støjberg,” siger Kristian Thulesen Dahl.

Han nævner som eksempel sagen mod daværende justitsminister Morten Bødskov. Han fik i 2012 en næse og måtte gå som minister, fordi han overfor Folketinget havde fabrikeret en nødløgn om, hvorfor et besøg på Christiania med Pia Kjærsgaard måtte aflyses.

”Hvis vi får kulegravet, hvornår en sag mod en minister fører til en rigsretssag, så vil vi se, at det flertal, der nu vil rejse en rigsretssag, er ude på tynd is,” siger Kristian Thulesen Dahl til TV2 News.

Læs også:

DF vil tvinge alle MF’ere til at bekende kulør om rigsret