DF vil have tolkefirma fyret efter storm af klager

0
1719
Peter Skaarup, gruppeformand og retsordfører for Dansk Folkeparti.

Statens aftale med tolkefirmaet EasyTranslate bør skrottes omgående på grund af misligholdelse, mener Dansk Folkeparti. Justitsminister Nick Hækkerup erkender, at der er problemer, men vil vente

Dansk Folkeparti har mistet tålmodigheden med tolkefirmaet EasyTranslate, som leverer tolke til blandt andet politiet, domstolene og Udlændingestyrelsen.

Radio 24syv har dokumenteret, hvordan EasyTranslate har misligholdt sin kontrakt og underdrevet antallet af klager fra politikredsene overfor Rigspolitiet. Derfor havde Dansk Folkeparti torsdag kaldt justitsminister Nick Hækkerup (S) i samråd. Og efter samrådet sagde retsordfører Peter Skaarup, at statens aftale med tolkefirmaet straks bør ophæves.

“Hvis firmaet ikke kan overholde det, der står i kontrakten, mener vi, at staten bør kunne sige farvel og tak til det pågældende firma,” siger Peter Skaarup til Ritzau.

Aftale til 520 mio. kroner

Aftalen med EasyTranslate er 520 millioner kroner værd og løber fra april 2019 til april 2021. Klagerne har bl.a. handlet om dårlig tolkning og udeblivelse af tolke til retssager. Der har været for få tolke til løse opgaven, og nogle af de anvendte tolke har ikke været sikkerhedsgodkendt.

Trods klagerne har Kammeradvokaten vurderet, at der ikke er grundlag for at ophæve kontrakten. Derfor vil justitsminister Nick Hækkerup foreløbig afvente en ny vurdering af EasyTranslate fra Kammeradvokaten, der skal laves til nytår. Samtidig har han bedt Rigspolitiet “holde skarpt opsyn med” om aftalen overholdes.

»Det ser ud til, at tolkningen i det danske retsvæsen er blevet værre, men der er ingen snuptagsløsninger,« sagde Nick Hækkerup under dagens samråd i Retsudvalget, i følge Berlingske.

Svigter retssikkerheden

Dansk Folkeparti vil dog ikke afvente en ny vurdering:

“Der er allerede så mange fejl og mangler. Det her er et svigt fra myndighedernes side over for retssikkerheden og retsbevidstheden, når der er problemer med tolkningen,” siger Peter Skaarup til Ritzau.

Han bebuder, at DF vil indkalde ministeren til endnu et samråd om sagen.