DF vil have opgør med ATP efter milliardtab

0
4742
Anders Vistisen

Danskerne skal selv kunne bestemme, hvordan deres tillægspension skal investeres. Det mener DF, som efter kæmpe-tab i ATP vil have gjort op med den tvungne opsparing

Gigantiske tab i ATP får nu Dansk Folkeparti til at foreslå et opgør med danskernes tvungne pensionsopsparing.

ATP (Arbejdsmarkedets Tillægspension) tabte i 2022 hele 64 milliarder kroner før skat, svarende til næsten halvdelen af de penge, som ATP investerede frit.

I de foregående år var der overskud på ATPs investeringer, men økonomerne Jesper Rangvid og Henrik Ramlau-Hansen har beregnet, at pensionskæmpen over 10 år ikke har undgået, at værdien af danskernes penge er blevet udhulet. De to eksperter kritiserer også, at ATP investerer med meget høj risiko.

På den baggrund mener Dansk Folkeparti, at tiden er løbet fra den tvungne ATP-opsparing, som i 2023 er på 284 kroner om måneden for fuldtidsansatte, hvoraf arbejdsgiveren betaler 189,35 kroner. I stedet skal danskerne selv kunne placere deres pensionsmidler frit i ethvert pensionsselskab, lyder DF-forslaget.

“Grundlæggende er det Dansk Folkepartis overbevisning, at danskerne er bedst til selv at råde over deres egne penge. Og når man nu har tvangsopsparet danskernes pensionsmidler, er det i hvert fald vores ansvar, at pengene forvaltes så professionelt som muligt,” siger DFs formand Morten Messerschmidt til Berlingske.

“Grundlæggende er det Dansk Folkepartis overbevisning, at danskerne er bedst til selv at råde over deres egne penge”

Morten Messerschmidt til Berlingske

”Ingen saglige argumenter for ATP”

Morten Messerschmidt lancerer udspillet sammen med DFs europaparlamentariker Anders Vistisen, der har fulgt området i årevis. Vistisen siger til Berlingske, at der ikke er saglige argumenter for at fortsætte tvangsopsparingen.

“En ting er, at man politisk har besluttet, at man skal tvangsopspare, men i det mindste burde danskerne have mulighed for selv at kunne beslutte, hvordan deres opsparing forvaltes, hvis de ikke er tilfredse med det set up, som det offentlige har,” siger han.

“I det mindste burde danskerne have mulighed for selv at kunne beslutte, hvordan deres opsparing forvaltes”

Anders Vistisen til Berlingske

DF vil også gøre op med den nuværende bestyrelsessammensætning i ATP. På trods af, at Arbejdsmarkedets Tillægspension bestyrer en samlet formue på 678 milliarder kroner, så er de 13 pladser i bestyrelsen primært besat af topfigurer fra arbejdsmarkedets organisationer, der ikke har særlige forudsætninger. DF mener, at Finansministeriet skal udpege kvalificerede bestyrelsesmedlemmer.

”Når man råder over den største offentligt kontrollerede pengetank i Danmark, må man kunne forvente, at folk, der sidder med det øverste ansvar, er professionelt egnede. Og det burde være folk i international topklasse. Det er ikke tilfældet med ATP, hvor der mangler professionalisme i bestyrelsen,” siger Anders Vistisen til Berlingske.

Borgerlige støtter ATP-opgør

Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance og Nye Borgerlige er ligeledes klar til et opgør med ATP. Venstres finansordfører Torsten Schack-Petersen kan derimod ”ikke lige se for mig”, at der skal gøres noget ved den nuværende model, siger han til Berlingske.

Læs mere i Berlingske:

Borgerlige partier i opgør med pensionsgigant efter milliardtab: »Det kalder på handling«

Borgerlige partiers forslag er »voldsomt«. Men eksperter bifalder politisk villighed til at ruske op i danskernes fælles sparekasse