Både Pia Kjærsgaard og Lars Boje Mathiesen afviste i radioprogram, at Nye Borgerliges nu ekskluderede formand på et tidspunkt bliver medlem af Dansk Folkepartis folketingsgruppe
Lars Boje Mathiesen, der torsdag aften blev afsat som formand for Nye Borgerlige og ekskluderet af partiet, bliver ikke nyt medlem af Dansk Folkepartis folketingsgruppe.
Det slog både Lars Boje Mathiesen og DFs stifter Pia Kjærsgaard fast, da de begge var gæster i radioprogrammet “Det Blå Hjørne”, som blev sendt fredag kl. 11 på Radio 4.
For nylig er de tidligere Nye Borgerlige-medlemmer Mikkel Bjørn og Mette Thiesen blevet optaget i DFs folketingsgruppe, men der er ingen udsigt til, at Lars Boje Mathiesen går samme vej:
”Nej, det tror jeg roligt, jeg kan sige, og jeg tror heller ikke Lars Boje er interesseret. Så den debat er afsluttet,” sagde Pia Kjærsgaard i Radio 4-programmet.
Lars Boje svarede sådan her:
“Jeg skal ikke være medlem af Dansk Folkeparti. Jeg er ikke socialdemokrat”.
Pia Kjærsgaard lod forstå, at stemningen i DFs folketingsgruppe er super god lige nu og at DF ingen planer har om at ”sluge Nye Borgerlige”, der lige nu er fanget i noget, der ligner en nedsmeltning:
”Nej, det vil vi ikke. Nu har vi en super god folketingsgruppe. Vi er syv medlemmer og vi har det rigtig godt sammen. Det er jeg simpelthen så tæskeglad for, for det er jo heller ikke en hemmelighed, at det har været en hård tid for Dansk Folkeparti. Jeg trives rigtigt godt, humøret er højt og jeg glæder mig til at komme til gruppemøder. Det går godt, så skal vi ikke til at have nye problemer,” sagde Pia Kjærsgaard.
Krævede stort formandshonorar
Lars Boje Mathiesen blev ekskluderet fra Nye Borgerlige på et hovedbestyrelsesmøde torsdag aften. Det skete efter en strid om et større pengebeløb. Ifølge hovedbestyrelsen har Lars Boje Mathiesen stillet en række store økonomiske krav, efter at han blev valgt til formand i februar. Han har krævet en uopsigelig 4-årig kontrakt med et formandshonorar på 55.000 kroner om måneden oven i sit folketingshonorar. Desuden ville han have overført 350.000 kroner fra partiet til en privat konto, som skulle bruges til en personlig brandingkampagne for Lars Boje selv. Hvis hovedbestyrelsen ikke efterkom kravet, havde Boje truet med at melde sig ud af partiet fredag morgen.
Lars Boje Mathiesen slog i ”Det Blå Hjørne” fast, at han fortsætter som løsgænger i Folketinget.