DF-politikere beskylder trans-lobby for at misbruge børn

0
4117
Det er vanvittigt tage børn med og sætte dem i midten af en skyttegravskrig mellem to fløje, siger Mette Thiesen. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Mette Thiesen og Mikkel Bjørn fra Dansk Folkeparti har indgivet en klage til folketinget over, at seksualpolitiske aktivister tog børn med til en debat med politikerne om juridisk kønsskifte

Skal små børn have ret til at få ændret deres køn med en underskrift? Det ønsker LGBT og Foreningen til Støtte for Transkønnede Børn, og de fremlagde deres sag foran Folketingets social- og ligestillingsudvalg den 1. marts. Men de midler, som de tog i anvendelse for at overbevise politikerne, fik bagefter Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, Nye Borgerlige og Danmarksdemokraterne til at klage til Folketingets formand.

De to foreninger, som fik foretræde, talte for, at der slet ingen nedre aldersgrænse skal være for at ændre sit personnummer. Men hvad der især oprørte Mette Thiesen og Mikkel Bjørn fra DF var, at de to foreninger havde medbragt to børn i alderen 10 og 15 år, som blev præsenteret som transkønnede.

”Det er helt vanvittigt, at man overhovedet kan finde på at tage børn med til en debat om det her følsomme emne og sætte dem i midten af en skyttegravskrig mellem to fløje”, sagde Mette Thiesen efterfølgende til Ekstra Bladet som sin begrundelse for at klage til Folketingets formand.

Under mødet spurgte for-personen for Foreningen til Støtte for Transkønnede Børn sin 10-årige søn/datter: ”Du har da ikke fortrudt, at du har skiftet køn, vel?”

Den slags mener Mette Thiesen er at skubbe børn foran sig for at fremme en kønspolitisk dagsorden.

”Børn skal ikke spændes for de voksnes kønspolitiske vogn. Børn skal være børn – ikke skifte køn!”, siger Mette Thiesen, som ikke bare er imod juridisk kønsskifte, men også at unge under 18 år skal kunne udsættes for hormonbehandling og kønskirurgi.

”Børn skal ikke spændes for de voksnes kønspolitiske vogn”