Forslag fra Dansk Folkeparti skal forhindre, at der udbetales repatrieringsstøtte til personer, der begår alvorlige forbrydelser. Det skal bl.a. forhindre, at en syrisk mand, der myrdede sin kone og søn, får udbetalt 215.000 kroner fra den danske stat
Dansk Folkeparti gør nu et forsøg på at få ændret loven, så der ikke udbetales repatrieringsstøtte – dvs. hjemrejsebonus – til udlændinge, der efterfølgende begår alvorlige forbrydelser. Det sker med baggrund i sagen om den syriske mand, som står til at få udbetalt i alt 215.000 kroner fra den danske stat, selv om han har tilstået, at han
i februar myrdede sin kone og 8-årige søn i Syrien.
Manden, Hussein Abbas, rejste i februar fra Danmark til Syrien efter at have modtaget første del af repatrieringsstøtten på 100.000 kroner. Kort efter forsvandt hans kone Huda Ali Ahmad og sønnen Azad fra deres bopæl i Langeskov på Fyn. De blev 22. februar fundet myrdet i Syrien – dræbt med slag fra en sten.
Kristeligt Dagblad har afdækket sagen, og efter de første afsløringer, sagde udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S), at “hullet i repatrieringsloven” skal ændres, for det er “helt, helt uholdbart”, at der udbetales støtte til en person, der myrder sin familie.
Men foreløbig har regeringen ikke taget noget initiativ til en lovændring – og udenrigsministeriet har endnu ikke ville bekræfte dødsfaldet. Derfor har Dansk Folkeparti nu rejst et beslutningsforslag om at ændre repatrieringsloven. Formålet er at lægge pres på regeringen. Som der står i forslaget:
“Folketinget pålægger regeringen inden udgangen af 2020 at fremsætte forslag til ændring af repatrieringsloven, så udbetaling af repatrieringsstøtte øjeblikkelig standses, hvis modtageren begår kriminalitet i hjemlandet efter repatriering”.
Tilbagevirkende kraft
Helt konkret foreslår DF, at der indføres en betingelse i repatrieringsloven om, at overførsler bremses og allerede overførte penge søges tilbagebetalt, hvis den repatrierede “under eller i en årrække efter repatrieringen” begår voldsforbrydelser eller andre alvorlige straffelovsovertrædelser.
DF foreslår samtidig, at lovændring får tilbagevirkende kraft. Det skal forhindre, at der udbetales repatrieringsstøtte til dobbeltmorderen Hussein Abbas. Sker det ikke, vil Hussein Abbas ikke bare kunne beholde de 100.000 kroner, han fik udbetalt i februar. Han vil i februar 2021 få udbetalt 2. rate af sin repatrieringsstøtten, dvs. yderligere 100.000 kr.
Ud over beslutningsforslaget har Dansk Folkeparti stillet en række spørgsmål om sagen til udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye. DFs udlændingeordøfrer Pia Kjærsgaard vil bl.a. have klarlagt, om kommunen har været bekendt med den massive sociale kontrol, som den nye myrdede Huda Ali Ahmad var udsat for, og om mynighederne kunne have gjort mere.
Det er bl.a. kommet frem i Kristeligt Dagblad, at Hussein Abbas løj overfor myndighederne, da han søgte asyl i Danmark i 2015. Han hævdede, at hans nu myrdede kone var hans afdøde brors kone. Det skete i følge rygter for at få hans anden kone i Syrien til Danmark.