Dansk Folkeparti vil forhindre, at bølgen med vandalisering af statuer og mindesmærker rammer Danmark
Bølgen med hærværk og vandalisering af statuer og mindesmærker, som lige nu ruller gennem USA og andre lande, skal under ingen omstændigheder nå til Danmark.
Det mener Dansk Folkeparti, som foreslår en fordobling af straffen for hærværk, der retter sig mod statuer og mindesmærker.
”Vi mener, at det er vigtigt, at vi udviser rettidig omhu og på forhånd tilkendegiver over for omverdenen, at vi ikke vil finde os i vandalisering af vores statuer og mindesmærker. Det er et angreb på dansk kultur og dansk historie og dermed os alle sammen,” siger retsordfører Peter Skaarup (DF) til Ritzau.
“Det er et angreb på dansk kultur og dansk historie og dermed os alle sammen”
Peter Skaarup (DF) til Ritzau
Hærværk straffes i dag som udgangspunkt med fængsel i op til halvandet år. Den straf bør hæves til tre års fængsel, hvis hærværket går ud over offentlige mindesmærker eller offentlige statuer, mener DF.
“Vi skal være på forkant”
I weekenden blev en statue af den dansk-norsk missionær Hans Egede, der står i Nuuk i Grønland, overhældt med rød maling. Men ellers er der endnu ikke eksempler på vandalisering af mindesmærker.
”Vi skal være på forkant og komme med en markant stramning på det her område, fordi vi kan forvente, at der er nogle, der som led i den her tendens vil gøre vold på vores kultur. Og det skal vi ikke finde os i,” siger Peter Skaarup til Ritzau.
De Konservative bakker op om forslaget, mens Socialdemokratiet ”vil følge udviklingen”, inden partiet vil overveje en lovændring.