Svømmeklubber skal ikke have lov at lave kønsadskilte hold af hensyn til muslimske mindretal. Dansk Folkepartis Søren Espersen siger, at DF i det nye folketingsår vil fremsætte et forslag om forbud mod kønsopdelt svømmeundervisning
”En kugleskør historie”. Det siger Dansk Folkepartis næstformand Søren Espersen om sagen fra Tingbjerg ved København, hvor Hovedstadens Svømmeklub har forbudt fædre at være med, når forældre seks gange om året får lov at følge svømmeundervisningen på et hold for 6-9-årige piger.
Fædrene er udelukket af hensyn til piger med muslimsk baggrund. Det har ramt en dansk far, som ikke kan få lov at komme ind og se sin 6-årige datter svømme. Men det er helt skørt, mener Søren Espersen. Han har lagt en video op på Youtube, hvor han siger, at DF i det nye folketing vil foreslå, at svømmeklubber får forbud mod at lave kønsopdelt svømning.
”Den her historie har virkelig været en øjenåbner for mange mennesker i forhold til, hvad der foregår. Det kan ikke længere fortsætte, og derfor vil vi fremsætte forslag om et forbud mod kønsopdelt svømmeundervisning,” siger Søren Espersen.
Søren Espersen på Youtube:
Alternativet-borgmester: Det er mangfoldigt
Alternativets kulturborgmester i København, Franciska Rosenkilde, har forsvaret kønsadskillelsen. Hun sagde i sidste uge til Berlingske:
”Jeg er optaget af, at vores rum er så demokratisk, mangfoldigt og åbent som muligt. For at nå derhen kan vi være nødt til at bruge værktøjer, som måske ikke rummer alt på én gang – det må man tage med. Ellers er der grupper vi aldrig vil nå”.
Men kulturborgmesterens argumentation skyder helt ved siden af, mener Søren Espersen:
”Franciska Rosenkilde kalder det et integrationsprojekt. Men hvordan kan man lave et integrationsprojekt ved at adskille folk, ved at holde danskere fra udlændinge og drenge fra piger, det fatter jeg simpelthen ikke,” siger Søren Espersen i sin video.
Flere andre klubber har eller har haft kønsadskilte hold. Jyllands-Posten kunne i sidste uge fortælle om Lyngby Svømmeklub, der som et integrationsprojekt har svømning kun for piger og kvinder hver søndag.
“Hvordan kan man lave et integrationsprojekt ved at adskille folk, ved at holde danskere fra udlændinge og drenge fra piger, det fatter jeg simpelthen ikke”
Søren Espersen, Dansk Folkeparti
Læs også:
Kønsadskillelse i svømmeklub: Far må ikke se sin datter svømme