DF: Smid udlændinge ud, der angriber studentervogne

0
4746
Glade studenter er på vej rundt til forældrene i en studentervogn. Igen i år har studenter oplevet at blive angrebet med æggekast, kanonslag og svidende væsker, når de er kørt rundt i belastede boligområder. NB: Denne studentervogn har ikke noget med historierne om angreb at gøre. Foto: REUTERS/Hannah McKay

Dansk Folkeparti kalder justitsministeren i samråd efter talrige angreb på studentervogne i belastede boligområder. DF kræver minimum seks måneders fængsel og udvisning af udlændinge

Efter stribevis af sager med studentervogne, der angribes med æg og stenkast i indervandrertunge områder, kalder Dansk Folkeparti justitsminister Nick Hækkerup (S) i et samråd. DF vil have justitsministeren til at skride ind og rejser krav om fængsel og udvisning.

“Nu er bægeret altså fuldt for mit vedkommende. Jeg er ved at blive decideret rasende over adfærden i de indvandrerghettoer, hvor unge danske studenter overfaldes med kasteskyts med stor fare for deres liv og levned til følge. Jeg vil derfor indkalde justitsministeren i et samråd med krav om en minimumsstraf på 6 måneders fængsel og automatisk udvisning, hvis stenkasteren er udlænding,” skriver DFs retsordfører Peter Skaarup på Facebook.

Senest har Jyllands-Posten berettet om en student i Aalborg, der blev ramt af stenkast i ansigtet. Tidligere på ugen skrev BT om en chauffør, der blev ramt så hårdt på låret af en ukendt genstand, at han sandsynligvis skal opereres for en stor blodansamling.

Derudover har der været masser af historier om æggekast, om affyring af bomberør, om vandkanoner med svidende væsker og om kanonslag, der kastes efter studentervognene.

“Det er altid indvandrere, der gør det”

BT har talt med seks ejere af forskellige udlejningsfirmaer. De siger nogenlunde enslydende, at problemerne finder sted i de belastede boligområder og at gerningsmændene er af anden etnisk herkomst.

“Alle de gange, vi har oplevet det, har det været i de lidt mere belastede kvarterer. Enten har det været indvandrere eller efterkommere af indvandrere. Det er jo ikke de hårdkogte kriminelle – det er typisk de små drenge fra 12 til 20 år, der gør det,” siger Morten Lindberg fra vindihuen.dk til BT.

“Det er altid indvandrere, der gør det. Det er ikke måske. Det er sådan, det er. Det er altid inde ved sociale boligbyggerier. Vi har valgt at sige, at fra næste år vil vi ikke sælge køreture til de gymnasier, hvor der er mange elever, der bor i de områder,” siger Andreas Bossow Angel fra en lejenstudentervogn.dk til BT.

I følge udlejerne går der rygter om, at det er en slags tradition. Dem, der kaster, kender typisk nogle på vognene, som skal have en form for hilsen.