DF: Slut med at udhule folkepensionen

0
100884
Dansk Folkepartis partiformand Kristian Thulesen Dahl på pressemødet efter partiets sommergruppemøde i Sønderborg. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Ældre skal have mere i pension og mulighed for at tjene mere, når de tager nogle timers arbejde. Sådan lyder et finanslovsudspil fra Dansk Folkeparti

Det går godt i Danmark. Lønningerne stiger og danskerne har flere penge mellem hænderne. Men pensionisterne halter efter, og det skal der gøres noget ved i den kommende finanslov. Det mener Dansk Folkeparti, som både vil hæve pensionen og give pensionister mulighed for at tjene mere ved at arbejde.

Pengene til højere pensioner skal tages ved stoppe den udhuling, der finder sted, når der går en andel af pensions-stigningen til satspuljemidlerne. I dag følger folkepensionen og andre overførselsindkomster kun lønudviklingen på det private arbejdsmarked op til 2 procent. Ved stigninger derover, går op til 0,3 procent til satspuljerne, som bruges til forskellige sociale indsatser. Derfor har pensionister i princippet været med til at finansiere en stor del af de satspuljer, som nu er på 14,6 milliarder kroner. Men det skal være slut nu:

”Vi ønsker at få stoppet udhulingen af folkepensionen gennem satspuljen. Over halvdelen af det, der tilføres satspuljen hvert år, kommer fra folkepensionisterne. Det skaber en løbende udhuling af folkepensionen i forhold til dem, der er på arbejde. Det synes vi er tiden er kommet til at stoppe,” sagde DFs formand Kristian Thulesen Dahl ved et pressemøde efter partiets sommergruppemøde onsdag eftermiddag.

Gevinst ved at arbejde

Desuden foreslår partiet, at folkepensionister skal kunne få en større gevinst ved at arbejde:

”Pensionister skal også kunne mærke, at man har mere med hjem, hvis man stadig har mulighed for at hjælpe det danske samfund med en arbejdsindsats. Vi har jo en diskussion kørende om mangel på arbejdskraft, og vi har en masse seniorer, der er gået på pension, men som har en utrolig viden og erfaring, som vi kan drage nytte af. Hvis vi kan opmuntre flere af dem til at gøre en indsats på arbejdsmarkedet, så hjælper det samfundet, og vil så også give mere forbrug til pensionisterne,” sagde Kristian Thulesen Dahl på dagens pressemøde.

“Vi har en masse seniorer, der er gået på pension, men som har en utrolig viden og erfaring, som vi kan drage nytte af”