DF og Konservative kræver svar fra minister: Hvor er øksemanden blevet af?

0
5093
Peter Kofod er gruppeformand og retsordfører for Dansk Folkeparti.

Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti vil have udlændingeministeren i samråd, så han kan forklare, hvad der er blevet af Muhudiin Mohame Geele, der i 2010 forsøgte at slå Muhammed-tegneren Kurt Westergaard ihjel

Dansk Folkeparti vil sammen med De Konservative have svar på, hvad der er sket med somalieren Muhudiin Mohame Geele, der i 2010 brød ind hos Muhammed-tegneren Kurt Westergaard og forsøgte dræbe ham med en økse og kniv.

B.T. afslørede for nylig, at nu 41-årige Muhudiin Mohame Geele, der blev idømt 10 års fængsel for overfaldet, tilsyneladende har forladt Danmark for mere end et år siden.

Han blev løsladt i 2019 og har siden været på tålt ophold i Danmark med bopæl på udrejsecenter Kærshovedgaard. Men i CPR-registreret står der, at Muhudiin Mohame Geele den 3. juni 2022 flyttede til udlandet, og ingen myndigheder vil overfor B.T. oplyse, om de ved, hvor Geele nu opholder sig.

Derfor vil Dansk Folkeparti og De Konservative indkalde udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Beck til et samråd, hvor han skal redegøre for sagen overfor Folketingets udlændinge- og integrationsudvalg.

“Vi kan ikke være tjent med, at der ikke er styr på folk på tålt ophold, og at der ikke er styr på grænserne, så de ikke kan komme ind igen. Regeringen anviser ikke nogen vej for at få styr på det,” siger Dansk Folkepartis retsordfører Peter Kofod til B.T.

Han konstaterer, at “de ydre grænser er hullede og at regeringen holder sig for øjnene og håber på, at det hele nok skal gå”.

“Det store spørgsmål er, hvad vi gør for at holde ham så langt væk fra Danmark som overhovedet muligt og sikre grænserne, så han aldrig nogen sinde får lov til at komme ind igen,” siger Peter Kofod til B.T.

Samme budskab lyder fra De Konservative, hvor udlædningeordfører Birgitte Jerkel siger, at hun er dybt bekymret for danskernes sikkerhed.

Er øksemanden rejst ud af landet?

Udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek har ingen kommentarer til B.T.

Peter Kofod har også stillet fire skriftlige spørgsmål til ministeren om sagen, blandt andet disse:

  • Vil ministeren oplyse, hvilket land, Muhudiin Mohamed Geele, der forsøgte at myrde tegneren Kurt Westergaard, er udrejst til?
  • Vil ministeren oplyse, om Muhudiin Mohamed Geele, der forsøgte at myrde tegneren Kurt Westergaard, med sikkerhed ikke længere opholder sig i Danmark?
  • Vil ministeren oplyse, hvor mange gange Muhudiin Mohamed Geele, der forsøgte at myrde tegneren Kurt Westergaard, overtrådte sin melde- og opholdspligt på Udrejsecenter Kærshovedgård, i de år han boede der, samt hvilke konsekvenser det havde for ham?

Peter Kofod har endnu ikke fået svar på sine spørgsmål.