DF kritiserer regeringen for vildledning om lønkompensation

0
1398
Hans Kristian Skibby, erhvervs- og transportordfører for Dansk Folkeparti. Foto: Steen Brogaard

Jensens Bøfhus fyrede 200, fordi konfliktramte virksomheder ikke kunne få lønkompensation i følge Beskæftigelsesministeriet. “Regeringen har misbrugt situationen,” siger DFs erhvervsordfører, Hans Kristian Skibby

DF og Venstre angriber regeringen for at vildlede Folketinget og for at være skyld i fyringer, da den i marts lagde op til, at konfliktramte virksomheder ikke havde ret til lønkompensation. Anklagen fra de to partier kommer, fordi Beskæftigelsesministeriet den 23. marts lavede et notat efter beslutningen om at indføre en lønkompensationsordning. Det skriver Jyllands-Posten torsdag.

Her lød det at »lønkompensationsordningen ikke kunne bruges i forhold til det faglige arbejde, som er omfattet af en konflikt«. En af de virksomheder, der fik indtryk af, at lønkompensation derfor ikke var en mulighed for dem, var restaurantkæden Jensens Bøfhus.

Og det fik konsekvenser, da virksomheden måtte afskedige godt 200 medarbejdere som direkte resultat af ikke at have fået lønkompensation.

Regeringen vil ændre bekendtgørelsen, så det fremover fremgår, at konfliktramte virksomheder ikke kan få lønkompensation.

Dansk Folkepartis erhvervsordfører, Hans Kristian Skibby mener ikke det er nok. Der er sket “vildledning”, og han er skuffet over, at man nu ændrer bekendtgørelsen.

“Når vi indgår aftaler, forventer vi ikke, at man, nærmest inden blækket er tørt, går ind og ændrer på præmisser, regler og vilkår for nærmest navngivne virksomheder. Det er misbrug af situationen,” siger han til Jyllands-Posten og kalder situationen for “noget af et skred”.