DF kalder Løkke i samråd: Kræver svar om regeringens planer for Syrien-børn

0
3600
Pia Kjærsgaard har indkaldt udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M), der her ses til et udenrigsministermøde i Bruxelles, i et samråd. Hun vil have svar på, hvilke planer regeringen har for de fem børn og deres mødre, der sidder i Al-Roj-lejren i Syrien. Foto: REUTERS/Johanna Geron

Dansk Folkepartis udlændingeordfører Pia Kjærsgaard kræver svar på, om regeringen vil hente fem børn og deres IS-mødre til Danmark

Hvad er regeringens planer for de såkaldte Syrien-børn, der sidder i fangelejre i Syrien, fordi deres mødre har tilsluttet sig Islamisk Stat? Har regeringen planer om at hente dem og deres mødre til Danmark?

Det kræver Dansk Folkepartis udlændingeordfører Pia Kjærsgaard at få svar på. Derfor har hun kaldt udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) i samråd.

“Jeg synes, det har svævet i luften længe. Derfor vil jeg meget gerne høre, hvor langt regeringen er kommet med hensyn til at tage en beslutning om børnene og deres mødre,” siger Pia Kjærsgaard til Altinget.dk.

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen meddelte i sidste uge, at regeringen vilhave opdateret beslutningsgrundlaget for Syrien-børnene og derfor har sat de relevante myndigheder til at lave nye undersøgelser.

“Når vi har et opdateret beslutningsgrundlag, så vil regeringen træffe en regeringsposition i den her sag,” sagde Løkke til TV2.

Hvad det er for undersøgelser, der skal laves, oplyste udenrigsministeren ikke. Men nu vil Pia Kjærsgaard altså have ministeren til at komme med mere præcise svar.

I foråret 2021 tilbød den daværende S-regering at evakuere børn og mødre med dansk statsborgerskab til Danmark. Men der var fem børn, der ikke kom med, fordi deres mødre har fået frataget deres danske statsborgerskab. Det er disse fem børn og deres mødre, som den aktuelle sag handler om.