DF i Slagelse mener, at tyrkisk forening overtræder lokalplan og driver moské på en adresse, hvor det kun er tilladt at drive kulturhus. Derfor vil partiet forsøge at få nedlagt et straksforbud på næste byrådsmøde mod det tyrkiske kulturhus aktiviteter
Lokalplanen forbyder, at der etableres en moske, men et stort flertal i Slagelse byråd har alligevel sagt ja til, at “Slagelse Multikulturel Forening” kan drive et kulturhus på Landsgrav 27A. Det sker på trods af, at kulturhuset huser et bederum, at der holdes fredagsbøn på stedet, og at “Slagelse Camii”, der google-oversat fra tyrkisk betyder “Slagelse Moske”, har adresse på Landsgrav 27A.
Men nu skal det være slut, mener Dansk Folkeparti i Slagelse. På det kommende byrådsmøde, som holdes den 25. januar, vil DF stille forslag om, at der nedlægges et straks-forbud mod aktiviteterne i det tyrkiske kulturhus på Landsgrav 27A.
”Der er tilladelse til et kulturhus, ikke til en moské, som er det, der reelt er tale om derude,” siger DFs byrådsmedlem Palle Kristiansen til Sjællandske.
”Der er tilladelse til et kulturhus, ikke til en moské, som er det, der reelt er tale om derude”
Palle Kristiansen, byrådsmedlem (DF), til Sjællandske
”Alle kalder det en moské”
Dansk Folkeparti foreslog allerede for tre år siden, at der blev nedlagt et forbud mod det tyrkiske kulturhus. Dengang førte DFs forslag i stedet til, at Slagelse Kommune gav foreningen en dispensation fra lokalplanen.
Denne dispensation er nu udløbet, og det er grunden til, at der blev udarbejdet en ny lokalplan, som tillader ”kulturelle foreningsformål”. Den nye plan blev godkendt af et stort flertal uden om Dansk Folkeparti på byrådsmødet i december. Men det er stadig ikke tilladt at drive moské, og derfor mener Dansk Folkeparti, at der grundlag for at nedlægge et straks-forbud. For ifølge DF er der ingen tvivl om, at Landsgrav 27A reelt er en moske.
“Alle kalder det en moské. Det gør de også selv. Vi bliver trukket rundt i manegen, når man siger, at det ikke er en moské, og det irriterer mig grænseløst. For reelt har byrådet sagt ja til at der må være et multikulturelt hus, der ikke overholder lokalplanen,” sagde DFs byrådsmedlem Henrik Brodersen til ditOverblik efter byrådsmødet i december.
DF overvejede på den baggrund at indklage byrådets beslutning til Statsforvaltningen. Men som Henrik Brodersen siger, er der ikke noget galt med lokalplanen.
”Den er god nok. Problemet er, at den ikke bliver overholdt,” siger han.
Tæt kontakt til tyrkisk religionsministerium
En talsmand for Slagelse Multikulturel Forening, Bilal Biyik, har afvist overfor Sjællandske, at der er tale om en moské.
”Vi har et bederum, som kun udgør en sjettedel af det samlede areal på 2500 kvadratmeter,” sagde han til den lokale avis.
Talsmanden afviser, at der ”finder noget som helst sted i strid med reglerne”. Men det er svært ikke at opfatte Slagelse Multikulturcenter som en moské. Bygningen på Landsgrav 27A ejes således af Dansk Tyrkisk Islamisk Stiftelse, som driver over 30 moskéer i Danmark og har tætte kontakter til det tyrkiske religionsministerium, Diyanet. “Slagelse Camii”, der betyder Slagelse Moske, har adresse på stedet, og på Slagelse Camii’s facebookside bliver stedet konsekvent omtalt som moskéen.
For eksempel når der bringes opslag om den religiøse lskole for børn, som drives på stedet. En skole, hvor undervisningen i øvrigt foregår kønsopdelt. Som det eksempelvis hed i et opslag den 13. september, hvor der var et foto af 12 piger og unge kvinder samlet til koranundervisning:
”Vores religiøse lærer afholdt sit første møde med vores unge piger. Vores unge piger og vores kvindelige gejstlige mødes i vores moske hver søndag kl. 18:00. Koranundervisning afholdes mellem kl. 18:00 og 19:00 på søndage. Senere vil vores kvindelige religiøse embedsmand fortsætte sine programmer med vores unge piger”. (Google-oversat fra tyrkisk)
Vil stille forslaget igen
SFs Jørgen Grüner siger til Sjællandske, at “der intet er at komme efter”.
“Det er jo ikke en moské med minareter og bønnekald,” siger han.
Men selv om DF formentlig får svært ved at samle flertal for et straksforbud på mødet den 25. januar, så vil det ikke få DF til at opgive kampen, bebuder Henrik Brodersen.
”Så fremsætter vi forslaget igen senere. Vi har rigeligt med eksempler på, at lokalplanen ikke bliver overholdt,” siger han til ditOverblik.
Læs også:
Så tæt er båndet mellem Erdogan og de tyrkiske moskéer i Danmark
Byrådsflertal siger ja til kulturhus med moské, selv om lokalplan forbyder moské