DF i Odense med i stort udspil: Vil have 200 mill. kr. mere til ældre

0
1127
Ældreudspillet blev præsenteret på et fælles pressemøde i sidste uge. Her ses de tre spidskandidater på pressemødet: Per Nansted fra Kristendemokraterne, rådmand Søren Windell fra Det Konservative Folkeparti og 2. viceborgmester Carsten Sørensen fra Dansk Folkeparti.

DF, K og KD i fælles udspil om ældrepleje i Odense. De tre partier vil gøre op med minut-tyranni, gøre plejehjem mere hjemlige og give ældre et årskort til byens busser for bare 365 kroner.

Dansk Folkeparti, Konservative og Kristendemokraterne vil bruge 200 millioner kroner mere på ældrepleje over de næste fire år i Odense. De tre partier er gået sammen om et stort, fælles ældreudspil med titlen ”Længe leve livet”. Her gør de op med minut-tyranni og institutionstænkning i ældreplejen, som de mener er blevet udsultet over flere år.

Odense er den af landets seks største byer, som bruger klart mindst pr. borger på pleje og omsorg til + 80-årige. København bruger flest med 289.400 kr. pr. borger om året – i Odense bruges der kun 154.700 kroner pr. borger. Derfor skal der tilføres markant mere, mener de tre partier.

”Tid og mere kvalitet er den røde tråd, og derfor skal ældreplejen i Odense tilføres flere penge, så den løftes til samme niveau som de andre større byer i Danmark,” skriver de tre partier i en pressemeddelelse.

Dagcentre og klippekort skal genindføres

Ældreudspillet er på otte sider og indeholder bl.a. disse forslag:

  • Dagcentrene skal tilbage, så ældre, der sidder alene, kan få et fællesskab.
  • Hjemmeplejen skal tage udgangspunkt i de ældres perspektiv, dvs. at minuttyranniet med registrering og dokumentation af alt skal afskaffes.
  • Der skal laves ’moderne aldershjem’, en mellemting mellem eget hjem og plejehjem, hvor der er mere fokus på omsorg end pleje og mere fokus på det sociale end sundhedsfaglige.
  • Der skal bygges flere boliger, hvor generationer kan mødes på tværs, og hvor det er trygt og godt at være for ældre.
  • Klippekortet skal genindføres, dvs. de ældre skal have en halv times hjælp om ugen, de selv kan disponere over.
  • Ældre skal kunne købe et ”Årskort 365” til Odenses busser for 365 kroner årligt.
  • Der skal rekrutteres bredere for at få flere ansatte i ældreplejen. Medarbejderne skal lave det, de brænder for, dvs. væk med unødvendigt papirarbejde og fokus på trivsel og tilfredshed.

Opgør med ensomhed

Dansk Folkepartis spidskandidat Carsten Sørensen, der er 2. viceborgmester i Odense, siger sådan her om udspillet:

”Vi vil skabe mere tryghed og tage kampen op mod den stigende ensomhed blandt byens ældre med dagcentre og muligheden for at spise sammen på kommunens plejehjem, også selvom man stadig bor hjemme eller i en beskyttet bolig. Det øger det sociale liv og giver et bedre mentalt helbred”.