DF i Holbæk slår fast: Vil sige nej til ny moské

0
1611
Da Tyrkisk-Islamisk Kultur-og Undervisningscenters ansøgte om tilladelse til at ombygge et bowlingcenter til moske i Holbæk, blev Brabrand kulturforenings moske i Aarhus (billedet) nævnt som eksempel på den byggestil, man ville benytte. Kilde: Holbæk Kommune / Lone Backs Arkitekter

Dansk Folkeparti i Holbæk vil fortsat kæmpe imod tyrkisk forenings planer om bygge en ny moské. Det understreger DFs viceborgmester John Harpøth i valgkampens slutspurt

For et par uger siden gik den radikale spidskandidat i Holbæk, Emrah Tuncer, ud med en tyrkisk brochure, hvor han lovede sine tyrkiske trosfæller at kæmpe for en ny moské. Nu gør Dansk Folkeparti hvad de kan for at trække i den modsatte retning. DFs viceborgmester i Holbæk, John Harpøth, lagde mandag en video på Facebook, hvor han garanterer, at DF vil sige nej til en ny moske og til at udvide den eksisterende moske.

“Det ligger i Dansk Folkepartis DNA, at vi siger nej til den slags, fordi vi har det udgangspunkt, at det kan vi simpelthen ikke acceptere,” siger John Harpøth til TV2 Øst.

Dansk Folkeparti har hele tiden kæmpet imod planer om ny stormoske, som flere gange har været på tegnebrættet i Holbæk. Tyrkisk-Islamisk Kultur-og Undervisningscenter har pladsproblemer på sin nuværende adresse på Smithsvej og har derfor ønsket at ombygge et bowlingcenter på adressen Mellemvang 5 til et islamisk kulturcenter med en moské med to bederum til hhv. 300 mænd og 150 kvinder. Men sidste sommer sagde et flertal bestående af Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet og Liberal Alliance nej til at sende en lokalplan i høring, der ville have banet vejen for moské-byggeriet.

John Harpøth i videoen, som han lagde på Facebook i mandags. Den kan ses her

Kan give S-borgmester problemer

Socialdemokratiet sagde også nej, men den socialdemokratiske borgmester Christiana Krzyrosiak Hansen lovede dengang, at hun vil gå dialog med Tyrkisk-Islamisk Kultur- og Undervisningscenter for at finde en løsning. Derfor kan sagen i følge TV2 Østs politiske redaktør Ivan Nielsen give problemer for Holbæk-borgmesteren.

“Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti har kørt et tæt parløb i den indeværende valgperiode, og lægger også op til det i den kommende periode. Men de har forskellige synspunkter i forhold til Tyrkisk-Islamisk Kultur- og Undervisningscenter, som ønsker et større sted. Og det kan give Christina Krzyrosiak Hansen et problem med sit partis samarbejdspartner, fordi de kategorisk siger nej til en større moské og kulturcenter, mens hun siger, at det skal ligge et bedre sted,” siger Ivan Nielsen til TV2 Øst.

DF: Står fast på nej

TV2-redaktøren vurderer, at de to partier vil forsøge at finde en pragmatisk mellemvej, men John Harpøth understreger, at DF hverken vil acceptere en udvidelse af den nuværende moské eller en ny moské et andet sted.

“Jeg vil gerne cementere, at vi stemmer nej, hvis der som forventet kommer en sag op om en ny moske. Det gør vi, uanset om det er på Smithsvej eller et andet sted,” siger John Harpøth på Facebookvideoen.

Foreningen Tyrkisk Islamisk Kultur- og Undervisningscenter for Børn og Unge, der står bag moské-planerne, er cvr-registret lokalt i Holbæk. Det er dog nærliggende at tro, at foreningen har relationer til Dansk Tyrkisk Islamisk Stiftelse, som driver 27 tyrkiske moskeer i Danmark og er ejet af det tyrkiske religionsministerium Diyanet i Ankara.