DF: Hvad er rød bloks plan for bedre ældrepleje?

0
1583
Finansminister Nicolai Wammen (S), Torsten Gejl (ALT), Pia Olsen Dyhr (SF), Sofie Carsten Nielsen (RV) og Pernille Skipper (EL) præsenterer finanslovsaftalen for 2021 på et pressemøde i Finansministeriet søndag. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Rød bloks finanslovsaftale sætter 425 millioner kroner af til at forbedre ældreplejen. Det svarer til én ekstra ansat pr. plejehjem. DF savner en plan for, hvordan problemerne i ældreplejen skal løses

Der var 425 millioner kroner med til ekstra ældrepleje, da partierne i rød blok søndag præsenterede finanslovsaftalen for 2021. Beløbet, som stiger til 500 millioner kroner årligt frem mod 2024, skal gå til 1000 ekstra ansatte i ældreplejen. Formålet er, som det hedder, “at styrke omsorg og nærvær i ældreplejen”.

“Danskerne skal have en tryg og værdig alderdom med den rette hjælp og pleje, når der er behov. Det er derfor vigtigt, at der er tilstrækkeligt med medarbejdere til at sikre, at alle borgere får en ordentlig ældrepleje af høj kvalitet,” hedder det i finanslovsaftalen, som regeringen har indgået med SF, Enhedslisten, Radikale Venstre og Alternativet.

10 flere ansatte pr. kommune

Dansk Folkepartis finansordfører Rene Christensen er dog ikke imponeret. 1000 ansatte svarer i gennemsnit til 10 ekstra plejehjemsansatte i hver af landets 98 kommuner – eller én ekstra ansat på hver af landets 932 plejehjem. Den slags kan hurtigt gå op i administration, konstaterer han, der savner nogle målsætninger for, hvordan man vil de problemer med omsorgssvigt til livs, som blev udstillet i sommerens TV2-dokumentar “Plejehjemmene bag facaden”. Står det til DF, burde der indføres ældrerettigheder, herunder minimumsnormeringer i ældreplejen. Men det indgår ikke i den røde finanslov.

“Jeg synes der mangler noget politisk retning på ældreområdet. Hvordan vil man løse de grundlæggende problemer? Da vi afsatte penge til værdighedsmilliarden i sin tid, pålagde vi kommunerne lave en værdighedspolitik. Det her burde have været mere målrettet,” siger Rene Christensen.

DFs finansordfører René Christensen. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix