DF har tilbudt Inger Støjberg et job

0
2281
Inger Støjberg forlader Folketinget tirsdag den 21. december, efter at et flertal har erklæret hende for uværdig på grund af rigsretsdommen. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Dansk Folkeparti er klar til at ansætte den tidligere Venstre-minister, som den 21. december blev smidt ud af Folketinget. Støjberg selv har endnu ikke meddelt, hvad hendes fremtidsplaner er

Dansk Folkeparti har tilbudt tidligere udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg et lønnet job i partiet. Det bekræfter partisekretær Steen Thomsen over for DR.

”Det har været på dagsordenen i gruppebestyrelsen og gruppen. Inger Støjberg passer, som Kristian Thulesen Dahl også har sagt, én til én til Dansk Folkeparti, så vi vil selvfølgelig gerne have hende så tæt tilknyttet til os som muligt,” siger Steen Thomsen.

Inger Støjberg blev den 13. december idømt 60 dages ubetinget fængsel af Rigsretten i barnebrudssagen og blev den 21. december af et folketingsflertal stemt ud af Folketinget. Som konsekvens heraf har hun nu mistet sit folketingsvederlag. Men står det til DF, har den tidligere Venstre-næstformand snart et nyt job. Allerede dagen efter rigsretsdommen blev forslaget om et job til Inger Støjberg således bragt op på et gruppemøde i DF, skriver DR.

“Det er ikke sjovt pludselig at stå uden indtægt, så det var derfor, det forslag blev stillet,” siger DFs erhvervsordfører Hans Kristian Skibby til DR.

Præcis hvad Inger Støjberg skal lave, hvis hun takker ja til tilbuddet, er endnu ikke besluttet:

”Det skal vi så finde ud af. Men med Inger Støjbergs kompetence kan vi sagtens finde et job, der vil tilfredsstille både Inger Støjberg og Dansk Folkeparti,” siger Steen Thomsen.

Læs også:

Politisk flertal anklages for dobbeltmoral: Smider Støjberg ud men lader andre slippe med næse