DF: Grove forbrydelser skal koste statsborgerskabet

0
3034
Morten Messerschmidt, folketingsmedlem, Dansk Folkeparti.

Statsborgerskab til udlændinge skal gøres betinget, foreslår Dansk Folkeparti. Hvis det strider imod konventioner, så må de opsiges, siger Morten Messerschmidt (DF)

Udlændinge, der får tildelt statsborgerskab, skal kunne miste det igen, hvis de dømmes for drab, grov vold, røverier og andre alvorlige forbrydelser.

Det mener Dansk Folkeparti, der vil gøre statsborgerskab betinget.

I dag kan en person kun miste sit statsborgerskab, hvis personen har løjet om sine oplysninger eller bliver dømt for terror eller spionage. Men når der skal forhandles ny indfødsretslov til efteråret, vil DF stille forslag om, statsborgerskabet gøres betinget, så andre forbrydelser også kan føre til udvisning.

”Man bliver en del af den danske familie, når man får tildelt statsborgerskab. Det skal tages alvorligt og være noget, man virkelig gerne vil. Derfor skal man kunne miste det igen, hvis man ikke lever op til forventningerne,” siger DF’s Morten Messerschmidt.

Han mener, at statsborgerskabet skal være betinget hele livet.

”Det skal følge en til graven, men der skal være proportionalitet i tingene. Det skal selvfølgelig ikke gælde cykeltyverier og andre mindre lovovertrædelser. Men når man begår personfarlig kriminalitet, skal det have konsekvenser”.

Jurist: I strid med konventioner

Morten Messerschmidt lancerede forslaget i interview i Kristeligt Dagblad for nylig. Her blev det afvist af Eva Ersbøll, der er jurist med speciale i indfødsret hos Institut for Menneskerettigheder.

”Det er ikke tilladt efter internationale konventioner. Det gælder både den europæiske konvention om statsborgerskab, og det gælder 1961-konventionen om begrænsning af statsløshed. Her opremser man simpelthen de tilladt grunde til fortabelse af statsborgerskab, og heriblandt er ikke almindelige kriminalitet, uanset hvor alvorlig den er. Jeg kan ikke se, hvordan det på nogen måde skal kunne lade sig gøre inden for konventionernes ramme,” siger hun til avisen.

Stort flertal af danskerne bakkede op i 2015

Det får dog ikke Morten Messerschmidt til at opgive forslaget:

”Det her kan rummes indenfor dansk lovgivning, og hvis der så skulle være en tosset konvention, der forhindrer os i det, må den opsiges. Dansk lovgivning går forud for konventionerne”.

Dansk Folkeparti har tidligere rejst et forslag om betinget statsborgerskab. Det var i 2015, hvor Venstre var positive. Dengang fik Altinget lavet Norstat-meningsmåling, der viste massiv opbakning til forslaget. Hele 77 procent af de adspurgte bakkede op om forslaget, som dengang lød på, at statsborgerskabet skulle gøres betinget i 10 år. Blandt Enhedslistens vælgere var 62 procent dengang positive.