DF: Forbyd fejring af ramadan i offentlige institutioner

0
4057
Martin Henriksen, udlændinge- og værdiordfører for Dansk Folkeparti. Foto: Steen Brogaard

Dansk Folkeparti vil forbyde fejring af ramadanen og andre landes og religioners helligdage i offentlige institutioner. “Islam skal fylde mindst muligt i Danmark. Vi har religionsfrihed, men vi har ikke religionslighed,” siger DFs udlændinge- og værdiordfører Martin Henriksen

Dansk Folkeparti vil i den kommende folketingssamling fremsætte forslag om at forbyde fejring af andre landes og religioners helligdage i offentlige institutioner. Ikke mindst ramadanen skal fylde mindre i danske offentlige institutioner.

Det skriver partiet i en pressemeddelelse.

I år falder fejringen af ramadanen sammen med folketingsvalget. Ramadanen og ikke mindst de såkaldte eid-fester, der markerer fasteperiodens afslutning, sætter i stadig større grad sit præg på det offentlige rum, og også mange offentlige institutioner har på forskellig vis valgt at markere ramadanen. Det skaber splittelse i samfundet, mener DF.

“Det er ikke en opgave for offentlige institutioner såsom skoler og børnehaver at fejre muslimske højtider. Offentlige institutioner skal ikke lægge rum til eller bruge ressourcer på at fejre andre religioners helligdage og mærkedage,” siger Dansk Folkepartis udlændinge- og værdiordfører Martin Henriksen.

“Markeringen af ramadanen er udtryk for, at islam vinder indpas i Danmark og fylder mere og mere. Det er en dybt bekymrende udvikling, som offentlige institutioner ikke bør bidrage til. Det burde faktisk være en selvfølge,” siger Martin Henriksen.

Han mener, at islam skal fylde mindst muligt i Danmark:

“Vi har religionsfrihed, men vi har ikke religionslighed. Danmark er et land, som er formet af den kristne kultur. Offentlige danske institutioner skal markere de helligdage og mærkedage, som samler os som folk. Det gør ramadanen ikke. Den splitter os,” siger Martin Henriksen.