DF: Indsatte skal ikke kunne tjene penge på bøger

0
2226
HA-rockeren Jønke, der myrdede Bullshit-rockerpræsidenten Makrellen, udgav i 1992 bogen "Mit Andet Liv" om bl.a. mordet. Illustration: Bogforsiden

Forbrydere skal ikke kunne tjene penge på bøger om deres ugerninger, mens de sidder i fængsel, mener Dansk Folkeparti. Penge tjent på bogudgivelser skal i stedet gå til ofrene

Hells Angels-rockeren Jørgen “Jønke” Nielsen tjente i årene 1992-2018 årligt 30.000-60.000 kroner i bibliotekspenge på sine bogudgivelser. En stor del af pengene blev tjent, mens han sad i fængsel. Her høstede han blandt andet bibliotekspenge på bogen “Mit andet liv”, som han skrev, mens han var på flugt efter mordet i 1984 på Bullshit-rockerpræsidenten Henning Norbert Knudsen, kendt som “Makrellen”.

En anden kriminel, der også har udgivet en bog om sine forbrydelser, er trippelmorderen Peter Lundin. Han udgav i 2009 en selvbiografi, som den første måned solgte 5000 eksemplarer og i følge forlaget udløste “et symbolsk engangsbeløb” til Lundin.

Men den slags skal det være slut med, hvis det står til Dansk Folkeparti. Partiet har rejst et beslutningsforslag om, at indsatte skal fratages retten til at tjene penge på bogudgivelser.

“Forbrydere, der udgiver bøger, kan komme til at fremstå som helte i offentligheden og anspore andre til at begå kriminalitet på grund af den megen opmærksomhed, de ofte får. Det er for mange mennesker krænkende for retsbevidstheden, at forbryderne forherliges. Det er ikke rimeligt, at man kan tjene penge på de forbrydelser, man har begået,” skriver Dansk Folkeparti i forslaget, som retsordfører Peter Kofod er ordfører på.

DF understreger, at det ikke handler om at begrænse de indsattes ytringsfrihed. De skal stadig kunne skrive og udgive bøger. Men de skal altså ikke kunne tjene på bogudgivelserne. I stedet skal eventuelle indtægter gå til Offerfonden, foreslår DF.

Beslutingsforslaget, som vil pålægge regeringen at fremsætte et egentlig lovforslag i denne folketingssamling, omfatter både indsatte i åbne og lukkede fængsler.