DF-aftryk på stor boligaftale: Flere almene boliger på de små øer

0
2335
Dansk Folkepartis Mette Hjermind Dencker med Klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S) i baggrunden ved dagens pressemøde om boligaftale i Transport- og Boligministeriet. Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

Stort politisk flertal har indgået en milliardaftale om grøn renovering af almene boliger. Aftalen på over 30 milliarder kr. omfatter 72.000 boliger. DFs Mette H. Dencker glæder sig bl.a. over, at der er sat et stort beløb af forbedringer for ældre og gangbesværede samt penge til almene boliger på småøerne

Det handler om milliarder og store boligprojekter, men der er også tænkt på landets mindste øer i den store boligaftale, som et flertal af Folketingets partier tirsdag blev enige med regeringen om.

Det lykkedes nemlig Dansk Folkeparti at få et afsnit med om almene boliger på småøer. Helt præcist er der sat 30 millioner kroner af til nybyggeri af almene boliger på småøerne. Det svarer til 75 boliger. Desuden er der afsat en pulje på 6 millioner kroner, der skal gå til årlige huslejenedsættelser på 20.000 kr. i 50 eksisterende almene boliger på småøerne. Formålet er at gøre det nemmere at tiltrække og fastholde beboere på de små øer.

”Det har været en hjertesag for Dansk Folkeparti. Det er utroligt vigtigt, at der er almene boliger på de små øer. Det gør det muligt for familier at prøve ølivet af, uden at skulle starte med at købe et hus,” siger Mette H. Dencker, der er er Dansk Folkepartis boligordfører og ordfører for landdistrikterne.

Hun glæder sig også over et andet punkt i aftalen, som har haft højt prioritet hos DF. Nemlig penge til tilgængelighed, dvs. til at forbedre forholdene for ældre og handicappede i almene bolier. Her lykkedes det at få afsat 4,6 milliarder kroner, bl.a. efter pres fra DF, siger Mette H. Dencker:

”Det er noget af det, vi har kæmpet for. Vi skal sikre, at folk kan blive boende i deres bolig, selvom de bliver ældre og gangbesværede,” siger hun.

Fra venstre: Alternativets Josephine Fock, Venstres Heidi Bank, Klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S), SFs Kirsten Normann Andersen, Boligminister Kaare Dybvad (S), Dansk Folkepartis Mette Hjermind Dencker, Radikale Venstres Jens Rohde, Enhedslistens Søren Egge Ramsussen, løsgænger Sikandar Siddique til doorstep om ny grøn boligaftale i Transport- og boligministeriet i København, tirsdag den 19. maj 2020.. Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

30,2 milliarder kroner

Den samlede aftale er på 30,2 milliarder kroner, der tages fra Landsbyggefonden til renovering af almene boliger. De 12 milliarder kroner skal bruges allerede i 2020. Over halvdelen af projekterne er såkaldte grønne renoveringsprojekter.

“Denne aftale sikrer, at vi allerede på kort sigt kan komme i mål med at renovere hele 72.000 boliger. Vi har en unik almen boligsektor i Danmark, som vi skal værne om. Derfor er jeg meget glad for, at et bredt politisk flertal nu står bag en aftale, der vil løfte sektoren markant og sikre bedre boliger til lejerne frem mod 2026. Samtidig står vi i en usædvanlig situation som følge af coronakrisen, der har gjort det helt afgørende, at vi nu fremrykker investeringer for 18,4 mia. kroner,” siger boligminister Kaare Dybvad Bek i en pressemeddelelse.

Hele aftalen kan læses her