Banderne skal have kamp til stregen

0
1408
Jakob Søgaard Clausen er 1. suppleant til Århus Byråd for Dansk Folkeparti.

Af Jakob Søgaard Clausen, 1. suppleant til Århus Byråd for Dansk Folkeparti

Mens 2020 for langt de fleste danskere har budt på aflysninger, hjemmearbejde og mindre social kontakt, så er der andre, som har været langt mere aktive. De kriminelle bander har ikke holdt sig tilbage.

I 2020 er der ifølge Østjyllands Politi blevet begået intet mindre end fem bandedrab. Alene i Århus. At fem mennesker er blevet dræbt på åben gade i Århus i løbet af et enkelt år ildevarsler en ny virkelighed.

Det er en virkelighed, som vi kun kender til fra amerikanske film og serier, men som de senere år er rykket tættere på os i andre europæiske lande med Sverige som et skrækeksempel på, hvor galt det kan gå.

De fleste af os betrygger os nok ved, at banderne trods alt primært bekriger hinanden.

Men deres konflikter udspiller sig ofte på åben gade, og der kan sagesløse danskere hurtigt komme i krydsilden.

Hertil kommer, at banderne ernærer sig ved omfattende kriminelle aktiviteter, som ofte går udover ganske almindelige danskere, ligesom danske love og regler ikke er i høj kurs ved bandemedlemmerne. Når man som bandemedlem ikke har nogen kvaler ved at skyde efter rivaler på åben gade, så ser man givetvis heller ikke den store fornuft i at overholde fartgrænserne eller holde for rødt.

Kort sagt skaber banderne utryghed i vores dagligdag.

Men bandernes voldelige konflikter tærer også på vores fælles samfundskasse.

Politiet bruger mange ressourcer på at overvåge, bekæmpe og opklare de forbrydelser, som banderne begår. Og de mange bandesager resulterer ofte i retssager, som også kræver mange ressourcer. Senest har der i Århus kørt en retssag mod 14 mænd i en specialindrettet retssal med massiv politibevogtning.

Den slags koster samfundet millioner af kroner. Penge som vi i stedet kunne bruge på at skabe et nærværende og tilstedeværende politi i hele landet.

Derfor skal kampen mod banderne intensiveres nationalt såvel som lokalt.

Bandemedlemmerne skal jagtes dag og nat fra samtlige offentlige instanser, indtil deres liv er så surt, at de selv retter ind eller finder et andet land at være i. Kommunerne må sætte foden ned for bandemedlemmernes misbrug af offentlige ydelser. Boligforeningerne skal smide dem ud af deres almene boliger. Selv p-vagterne må på banen for at udskrive p-bøder, så snart bandemedlemmernes muskelbiler holder uden for p-båsen. Vi skal ikke acceptere bandernes hærgen, og derfor skal de have kamp til stregen.