Folketinget lukker delvist ned. DF: Det kan svække kontrollen med regeringen

0
1405
Tomme gange og sale på Christiansborg. Folketinget lukker delvist ned pga. den aktuelle coronasituation i samfundet. Indtil videre frem til vinterferien midt i februar. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Dansk Folkeparti frygter, at en delvis coronanedlukning af Folketinget vil føre til, at lovgivning til gavn for borgerne sættes på standby i månedsvis. Peter Skaarup advarer om, at det svækker Folketingets mulighed for kontrol med regeringen

Når Folketinget i de kommende uger lukker delvist ned på grund af coronasituationen, sker det ikke med Dansk Folkepartis gode vilje. På et møde i Udvalget for Forretningsorden (UFO) blev det onsdag besluttet, at der skal trædes på bremsen, foreløbig frem til vinterferie. En stribe lovforslag vil blive udskudt, og det er aftalt, at folketingsgrupperne internt skal drøfte, hvad de mener man ellers kan udskyde.

Folketingets formand Henrik Dam Kristensen siger til Ritzau:

“Vi har to formål her. Vi skal være et parlament, som kan fungere, som kan lovgive, og som kan kontrollere regeringen. Det er afgørende, og vi skal kunne lave lovgivning i forhold til coronasituationen. Det andet er, at vi har den situation, som vi har”.

Som konsekvens vil regeringen udskyde lovbehandlingen af 12 ud af 28 lovforslag. Det sker med Henrik Dam Kristensen ord for at “tage lidt af trykket herinde”.

Pia Kjærsgaard: Vi kunne sagtens fortsætte

Dansk Folkeparti så helst, at arbejdet i Folketinget kunne fortsætte som normalt. DFs medlem af præsidiet, Pia Kjærsgaard, mener, at Folketinget burde kunne fortsætte sit arbejde, hvis man tager de fornødne hensyn.

“Naturligvis skal vi tage alle de restriktioner, som vi kan komme i tanke om herinde. Det gør vi også både i Folketingssalen og rundt om. Men vi (Dansk Folkeparti, red.) bryder os ikke om at lukke ned for folkestyret. Der er så meget lovgivning til gavn for borgerne, som skal på plads. Det bliver sat på standby i mange måneder,” siger Pia Kjærsgaard til Ritzau.

Tomme gange og sale på Christiansborg. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Folketingets beslutning sker på anmodning fra statsminister Mette Frederiksen. Hun sendte i følge flere medier tirsdag et brev til partierne, hvor hun opfordrer til at udskyde beslutningsforslag og samråd. Her oplyste hun samtidig, at regeringen selv ville udskyde en række lovforslag.

Dansk Folkepartis gruppeformand Peter Skaarup mener, at det er lidt for bekvemt for regeringen at lukke ned for Folketingets arbejde.

“Det er i forvejen svært at føre parlamentarisk kontrol med regeringen. Det her gør det ikke nemmere, men det er måske også det, der er målet?,” skrev han på Twitter.

“Det er i forvejen svært at føre parlamentarisk kontrol med regeringen. Det her gør det ikke nemmere”

Peter Skaarup, gruppeformand (DF), på Twitter

S-gruppeformand: Nej, vi lukker ikke ned

Den Socialdemokratiske gruppeformand Leif Lahn Jensen afviser kritikken og mener, at det er forkert at tale om en nedlukning af Folketinget:

“Vi beder ikke partierne om at udskyde lovforslag, vi beder dem se på, hvilke der er vigtige, og hvilke der ikke er vigtige. Vi kan og vil ikke, og det er vigtigt, bede partierne om at tage lovforslag af, som, de mener, er vigtige. Men vi beder dem om at tænke over, om nogle kan vente lidt. Og der er det klart, at dem, de ikke mener, de kan vente med, dem må de beholde, og så kommer de i Folketinget på samme måde og samme tid, som de plejer,« siger Leif Lahn Jensen til Berlingske.

Som led i de nye tiltag indfører Folketinget i øvrigt strakstest mod corona som et frivilligt tilbud til folketingsmedlemmerne.