20 flyrejser på tre år: “Jeg flyver for meget,” erkender Alternativets politiske ordfører

0
3377
Carolina Magdalene Maier, politisk ordfører for Alternativet. Foto: Steen Brogaard

Alternativets politiske ordfører Carolina Magdalene Maier har foretaget 20 udlandsrejser med fly de sidste tre år, heraf halvdelen private. ”Jeg erkender blankt, at jeg har fløjet for meget privat de seneste år,” skriver hun på facebook

Togbilletter om sommeren skal kunne trækkes fra i skat, så flere får lyst til at holde ferie i Danmark. Flybilletter skal beskattes med en klimaafgift, som skal betales én gang på årets første flyrejse, to gange på årets anden flyrejse, tre gange på årets tredje osv.

Sådan lyder et par af Alternativets forslag til ny klimapolitik. Formålet er begrænse de C02-belastende flyrejser, og at der skal skrappe midler til, for at få folk til at flyve mindre, er Alternativets egen politiske ordfører Carolina Magdalene Maier et godt eksempel på. Carolina Magdalene Maier er nemlig en meget flittig flypassager, både privat og i forbindelse med sit folketingsarbejde. Det fremgår af en oversigt, som hun tirsdag eftermiddag lagde ud på sine egen facebookside.

Det skete på baggrund af et indlæg på den anonyme Free Speech Blog, som gennemgår alle Carolina Magdalene Maiers rejseaktiviteter de sidste tre år. Heraf fremgår det, at ordføreren har fløjet til mindst 13 lande og tilbagelagt mindst 173.790 kilometer i et flysæde. Mange af rejserne er private.

20 flyrejser på tre år

Carolina Magdalene Maier indleder sit opslag på Facebook sådan her:

”Der har de sidste dage floreret en oversigt over mine flyrejser de seneste tre år på de sociale medier. Det har affødt masser af spørgsmål og kritiske kommentarer. Her får I min kommentar til sagen.

For det første kan jeg oplyse, at opgørelsen er korrekt. Jeg har foretaget de pågældende flyrejser, som er på listen. Det drejer sig om i alt 20 udlandsrejser med fly de seneste tre år. Halvdelen er tjenesterejser, den anden halvdel er private. For gennemsigtighedens skyld har jeg lavet en oversigt, så I kan se, hvad der er hvad. Den er nederst her i opslaget.

For det andet vil jeg gerne understrege, at jeg har fløjet for meget privat de seneste år, det erkender jeg blankt. På det område skal jeg forbedre mine vaner”.

Hun understreger dog, at Alternativet ikke vil forbyde folk at flyve, heller ikke sine egne politikere:

“Ligesom alle andre må politikere i Alternativet såvel som medlemmer af Alternativet flyve og spise kød. Men vi ønsker, at vi som befolkning nedsætter alle de elementer af vores forbrug, som udleder CO2. Derfor foreslår vi blandt andet en CO2-skat, klimaafgift på oksekød og klimaafgift på flyrejser, ligesom vi ønsker at udvikle elfly, så flyvning i fremtiden kan ske på vedvarende energi. Det handler om at reducere vores forbrug af f.eks. kød og flyrejser, ikke indstille det. For naturligvis skal danskerne have lov til at spise kød såvel som at opleve verden,” skriver hun.

Carolina Magdalene Maiers opslag på facebook.

Dykkerferier

Carolina Magdalene Maier var fredag gæst i et radioprogram på P1, hvor hun talte om Alternativets aktuelle situation, blandt andet sagen om den nu afgående kulturborgmester i København, Niko Grünfeld. Maier var netop vendt hjem fra en dykkerferie i Egypten, fortalte hun, og det fik en lytter til at ringe ind og spørge, hvordan hun var kommet til Egypten.

”Jeg fløj derned,” erkendte Carolina Magdalene Maier, og det er formentlig denne erkendelse, der har fået Free Speech Blog til at gå i gang med undersøge ordførerens rejseaktiviteter, ved systematisk at gennemgå hendes egne opslag og oplysninger på de sociale medier. Heraf kan man se, at Carolina Magdalena Maier har været på flere længere private rejser, bl.a. på en dykkerferie i Zanzibar ud for den afrikanske østkyst.

Carolina Magdalene Maier gennemgår sine flyrejser i et opslag på facebook. “Jeg har noget at forbedre,” konstaterer hun.

“Jeg har ikke været et godt eksempel”

Carolina Magdalena Maier erkender, at hun med sine mange flyrejser ikke har været noget godt forbillede for klimakampen:

”Opgaven med at reducere danskernes CO2-udledning er først og fremmest politisk. Men naturligvis kan vi alle bidrage ved selv at ændre vores vaner, indtil vi er i mål med den politiske regulering. Det gælder også for mig. Og her har jeg ikke været et godt eksempel de seneste år. Indrømmet. Og det beklager jeg og vil forbedre. Som politiker for Alternativet vil jeg gerne få forrest ift. den grønne omstilling. Det gør jeg på nogle områder – jeg har ingen bil, spiser stort set aldrig kød, køber primært genbrugstøj. På andre områder, som flyrejserne, har jeg noget at forbedre,” konstaterer Carolina Magdalena Maier på facebook.

I P1-programmet tilføjede Carolina Magdalena Maier dog, at hun betalte en frivillig klimakompensation i forbindelse med rejsen til Egypten. Nu har hun så betalt yderligere et frivilligt kompensations-bidrag, fortæller hun på facebook:

”PS: På de af mine private rejser, som jeg selv har bestilt, har jeg betalt for klimakompensation. Men nogle af dem har andre (min familie, mm.) bestilt. På disse rejser ved jeg ikke, om der er betalt for klimakompensation. Derfor har jeg i dag overført 1000 kr. til Carbonfund.org, som er et klimakompensationsprojekt: https://carbonfund.org/”.

Carolina Magdalena Maier opslag på facebook kan læses her.

“Og her har jeg ikke været et godt eksempel de seneste år. Indrømmet. Og det beklager jeg og vil forbedre”

Carolina Magdalena Maier, politisk ordfører, Alternativet

FAKTA: Carolina Magdalena Maiers egen oversigt over sine flyrejser 2015-2018:

2015:

Beijing: Tjenesterejse for Folketinget. Møde i Young Parliamentarians Network.

Paris: Tjenesterejse for Alternativet. Talkshowarrangement ifm Alternativets 2-års fødselsdag.

Gran Canaria: Privat. Ferie med to venner.

2016:

Milano: Privat. Skiferie med mine børn.

New Zealand: Tjenesterejse. Udvalgsrejse med Folketingets Sundhedsudvalg.

New York: Tjenesterejse. Udvalgsrejse med Ligestillingsudvalget ifm. FNs kvindekonference.

Spanien: Privat. Ferie hos mine forældre.

San Francisco: Tjenesterejse. Udvalgsrejse med Folketingets Uddannelses- og Forskningsudvalg.

London: Tjenesterejse. Deltagelse i rundbordssamtale om kultur på recept i det engelske parlament.

2017:

Indien: Privat. Bryllup hos venner.

Milano: Privat. Skiferie med mine børn.

New York: Tjenesterejse. Udvalgsrejse med Ligestillingsudvalget ifm. FNs kvindekonference.

Grønland: Tjenesterejse. Folketingets årlige orienteringsrejse til Grønland.

Paris: Privat. Ferie med min kæreste og fælles bekendt.

Reykjavik: Tjenesterejse. Deltagelse som repræsentant for DK i Women in Parliaments årlige kongres.

2018:

Zanzibar: Privat. Dykkerferie med min kæreste (hans 60-års fødselsdagsgave)

Spanien: Privat. Ferie hos mine forældre

Bordeaux: Privat. Ferie med min kæreste og hans børn.

Japan: Tjenesterejse med Folketingets Kulturudvalg.

Egypten: Privat. Dykkerferie med min kæreste.