Den britiske premierminister er fanget mellem sine egne og så EU. De første kræver, at hun viser handlekraft i forhandlingerne om Brexit, mens EU nægter at give sig på det afgørende spørgsmål om grænsen mellem Irland og Nordirland. Kravene om hendes afgang bliver mere højlydte
Denne onsdag er en hæslig dag for den britiske premierminister. Først skal Theresa May igennem timevis af spørgsmål i parlamentet, der især handler om alt det indenrigspolitiske, som hun har forsømt, fordi alle kræfter er blevet brugt på Brexit. Og i aften skal hun så stå foran den såkaldte 1922 komite, hvor de menige medlemmer af hendes eget parti har kaldt hende til møde for at forklare, hvad der egentlig sker med Brexit.
Forud for mødet har anonyme medlemmer af hendes parti brugt ord om hende, der er usædvanligt grove selv efter britisk sædvane. Hun skal bare selv tage løkken med – bliver et medlem citeret i britisk presse for at sige. En anden kalder – uden at stå ved det med navn – for mødet i aften for killing zone.
Vreden på de bagerste rækker hos de konservative vokser med stadig flere udmeldinger om usikkerheder i forhandlingerne med EU. I debatten onsdag kom det frem, at EU-domstolen efter fleres mening fortsat vil stå over britisk lov i forhold til uenigheder om Brexit. Tilsvarende bliver det mere og sandsynligt, at overgangsperioden bliver lang – og i den periode kan Storbritannien ikke indgå handelsaftaler, hvilket gør Brexit dyrere for briterne.
Lige ved og næsten
Angrebene på den britiske premierminister er så grove, at nogle kommentatorer faktisk ser det som en fordel, fordi Theresa også mødes med medlidenhed. Selv har hendes taktik været at hævde at alt er på vej i den rigtige retning og at folk blot skal have tålmodighed. Mandag slog hun for eksempel fast, at der nu er enighed om 95 procent af alle spørgsmål i forbindelse med Brexit.
Problemet er, at de udstående spørgsmål – som for eksempel om grænsen til Irland skal forblive åben – er de sværeste. De kan typisk kun løses ved at EU’s forhandlere giver sig – eller at briterne bliver ydmyget. Netop det sidste får vreden blandt de britiske konservative til at vokse – også blandt dem, der ellers har støttet Theresa May.
Under de britiske regler skal der være en mistillidsafstemning om premierministeren, hvis 48 af hendes egne partifæller skriver et brev til deres egen partiformand og kræver en afstemning. I løbet af onsdagen var der vedholdende rygter i britiske medier om, at det tal snart er nået.