Vrede og forargelse efter overfald på Hans Kristian Skibby

0
2353
Hans Kristian Skibby, erhvervs- og transportordfører for Dansk Folkeparti. Foto: Steen Brogaard

“Helt uacceptabelt at folkevalgt bliver udsat for dette,” skriver transportminister Benny Engelbrecht (S) om DFs erhvervs- og transportordfører Hans Kristian Skibby, der mandag blev overfaldet under et besøg i den aarhusianske letbane

Politikere fra alle hjørner af det politiske landskab sender støtte og sympati i retning af DFs transport- og erhvervsordfører Hans Kristian Skibby, som mandag blev angrebet og slået i hovedet under et besøg på aarhusianske letbane.

Hans Kristian Skibby blev opsøgt af en mand, som gav ham et knytnæveslag i ansigtet. Manden sagde “så kan du lære det” og blev stående, hvorefter han blev anholdt.

Hvad motivet var, fremgik ikke, men uanset motiv, så vækker overfaldet vrede og forargelse bredt rundt i Folketinget:

“Hvor er det helt igennem forfærdeligt og uacceptabelt! God bedring,” skriver den radikale gruppeformand Sofie Carsten Nielsen på Twitter.

“Simpelthen for lavt og usselt. Gode tanker og alt det bedste til @Hans_Kr_Skibby”m skriver Venstres politiske ordfører Sophie Løhde.

“Jeg sender gode tanker til @Hans_Kr_Skibby – helt uacceptabelt at folkevalgt bliver udsat for dette,” skriver transportminister Benny Engelbrecht.

Transportminister Benny Engelbrecht på Twitter

Blandt Hans Kristian Skibbys egne partifæller er der også chok og forargelse. DFs formand Kristian Thulesen Dahl skriver på Twitter:

“Fuldstændig uacceptabelt! Godt voldsmanden er anholdt. Mine tanker til min gode kollega Hans Kristian Skibby”.

Sophie Løhde og Kristian Thulesen Dahl på Twitter .

Gruppeformand Peter Skaarup:

“Uanset holdning og overbevisning, så bør alle i det her land kunne være frit på gader og stræder uden at frygte vold og trusler! Jeg ved heldigvis, at @Hans_Kr_Skibby kommer stærkt tilbage til dansk politik!”.

Hævet i ansigtet

Hans Kristian Skibby selv oplyser, at han er hævet i højre side af ansigtet og rød ved det ene øre. Han havde også hovedpine efter slaget. Men ellers har han det efter omstændighederne godt. Men det var en ubehagelig oplevelse, fortæller DF-politikeren til TV SYD:

“Jeg er ret rystet, og det var selvfølgelig meget ubehageligt. Mens det hele stod på, blev vi også lidt urolige for, at han måske også havde en kniv på sig, men heldigvis var det ikke tilfældet,” fortæller Hans Kristian Skibby.

Han ved ikke, hvad motivet bag overfaldet var:

“Jeg har ingen anelse om, hvorfor jeg skulle overfaldes, eller hvad han mener med det, han sagde. Vi var taget med letbanen fra Skejby Universitetshospital til Lisbjerg længere uden for Aarhus. Med på afgangen var den unge mand, som vælger at stå af sammen med os på den ellers meget tomme station i Lisbjerg,” siger Hans Kristian Skibby til TV SYD.