Uværdig stopursmetode: Karina Adsbøl kræver handling fra ministeren 

0
1692
Social- handicap- ældre- og ligestillingsordfører Karina Adsbøl, Dansk Folkeparti. Foto: Steen Brogaard

Stopursmetoden udsætter mennesker med handicap for nedværdigende behandling, mener handicapordfører Karina Adsbøl (DF). Hun efterspørger handling fra social- og indenrigsminister Astrid Krag (S)

Beretningerne fra to familier med multihandicappede sønner chokerede i sidste måned flere politikere på Christiansborg. Familierne passede deres sønner i eget hjem, og i den forbindelse havde Vordingborg Kommune sendt en observatør med et stopur ud for at måle hjælpen, familien ydede.

Det skriver Sjællandske.

Sagerne fik Dansk Folkepartis handicapordfører Karina Adsbøl til at reagere.

”Jeg mener, at metoden er uværdig, hvor mennesker med handicap bliver udsat for nedværdigende behandling. Det at forestille sig, at der står en og tager tid på dig, mens du sidder på toilettet og i andre intime situationer. Det sætter én under et massiv pres, ” siger Karina Adsbøl til ditOverblik.

Hun sendte derfor følgende to spørgsmål til social- og indenrigsminister Astrid Krag (S) :

”Mener ministeren, at det er rimeligt at anvende et stopur for at udmåle hjælp?”, og ”hvordan vil ministeren sikre, at mennesker med handicap får en ordentlig hjælp?”.

Ikke godt nok

Ifølge Sjællandske har Astrid Krag svaret skriftligt, at historierne gør hende trist, men at det ”ikke er reguleret i lovgivningen, hvilke metoder kommunen må bruge i vurderingen af antallet af timer i den enkelte hjælpeordning”. Hun tilføjer, at kommunen dog altid bør skaffe de nødvendige oplysninger på den mindst indgribende måde.

Men det er ifølge Karina Adsbøl ikke tilfældet med stopursmetoden.

”I min verden er det heller ikke den mindst indgribende metode, og jeg mangler simpelthen handling fra ministeren, som skal sætte en stopper for denne nedværdigende og nedladende behandling, ” siger Karina Adsbøl.

Hun – og Dansk Folkeparti – vil derfor fortsætte arbejdet for at sikre bedre vilkår og øge retssikkerheden for mennesker med handicap, siger Adsbøl til ditOverblik.